Eas ophold er et guldkorn
Teamleder Sonja Olsen var ikke tvivl om, at Ea måtte flytte ind
Når noget føles rigtigt, skal man nogen gange bare gøre det!
Den fornemmelse havde Sonja Olsen, leder af Team Strandby, da Ea Ørum henvendte sig med sit anderledes projekt.
“Det er da et guldkorn at få. Selv om jeg som leder synes, at vi hver dag gør vores bedste, er vi ikke perfekte, og måske Ea kan give os noget viden om nogle ting, som vi ikke vidste eller tænker over i hverdagen,” siger Sonja Olsen, der efter 'go' fra folk højere oppe i systemet levede sig helt ind i Eas projekt.
“Ea blev oprettet i vores systemer, jeg sendte hende et velkomstbrev præcis som jeg plejer til alle andre beboere, og jeg var endda i Tyskland for at købe små pastiller, for hun skulle selvfølgelig også medicineres,” smiler Sonja Olsen, der endda også har måttet oprette en såkaldt utilsigtet hændelse på Ea Ørum, fordi hun en dag ikke fik sine 'piller' til tiden.
Om nogen tid er det aftalt, at Ea Ørum skal komme tilbage til Strandby Centret for at dele ud af sine mange oplevelser, og det er her, at Sonja Olsen og hendes medarbejdere måske kan få kastet lidt nyt lys over deres arbejdsgange.
“Selv om jeg kun er godt halvvejs, har jeg allerede noteret flere ting. Det er virkelig de små ting, der gør en forskel. At en medarbejder lige lægger hånden på ens skulder er så skønt, fordi man ikke er blevet rørt ved længe. Eller at man ved, hvad man får serveret. Jeg kan se på mig selv, at jeg spiser meget mere, når jeg ved, hvad jeg spiser, men jeg har et par gange oplevet, at dem der har serveret maden ikke har vidst hvad det var,” siger Ea Ørum., der søndag forlod sin kørestol for første gang i en uge - noget der ikke var helt let.
“I løbet af den uge der var gået kunne man virkelig se, at hun var blevet drænet. Hun er jo vant til at være i gang hele tiden, og hele hendes krop var så tung, at hun slet ikke kunne hoppe,” fortæller Sonja Olsen, der selv var tilstede, da Ea Ørum forlod centret.
Nu glæder hun sig til, at hun vender tilbage. Hele projektet har iøvrigt været så lærerigt, at noget lignende ikke kan udelukkes en anden gang.