Fortsæt til indhold

Gode nyheder

Arkiv
Af Jes Nysten / Formand for Roskilde Kunstforening

Nyheder er efterhånden blevet lig med dårlige nyheder. Særligt de elektroniske nyheds-medier bruger næsten hele sendetiden til at bringe dårlige, sørgelige, uhyggelige nyheder. Jeg forstår godt, at folk, der bare er lidt mere sensitive end vi andre hårdkogte, ikke kan holde det ud og slukker for det.
Særligt problematisk er det, når den flinke nyhedsvært - yderst velklædt og godt og sikkert placeret i sit studie - med alvorsmine pointerer ‘jeg må advare om, at det kommende indslag kan indeholde endda overordentlig stærke billeder'.
Hvorfor vil han vise os noget, som han advarer os imod? Han vil vel sige, at det er for at dokumentere, hvad der er sket. Men spørgsmålet er, om vi bliver klogere eller om vi bliver lidt mere følelsesmæssige afstumpede ved denne konstante konfrontation med det voldsomme og frastødende.

Positive historier

For at prøve noget nyt udkom den tyske avis Die Zeit for et par år siden med et helt nummer med kun positive nyheder. Forsiden var prydet med historier om hvor mange mennesker, der var kommet godt hjem fra arbejde uden problemer, og som nu sad sammen med familien i ro og mag og snakkede hyggeligt sammen om dagens begivenheder, mens de spiste robust tysk mad.
Information gjorde det samme for et par uger siden - lutter gode positive historier.
Nu handler det naturligvis ikke om enten det ene eller det andet, men måske trænger vi til at få fortalt det, der faktisk er godt, det der faktisk fungerer, det der faktisk er blevet forbedret - uden at vi selvfølgelig skal glemme alt det, der stadig gør ondt og skal forbedres.

Verdens Bedste Nyheder

En gang om året har jeg fornøjelsen - sammen med en snes andre gode Roskilde-borgere - at stå ved Roskilde station om morgenen fra cirka klokken syv til ni. Her er et utroligt leben, navnlig den første time. Hundredvis af mennesker i alle aldre farer ud eller ind for at komme videre til arbejde. Vi står så der og deler en lille juice og en folder ud med ‘Verdens Bedste Nyheder'. Det er en begivenhed, der finder sted overalt i landet samme morgen, og det har fundet sted gennem de sidste fem år her i Roskilde. Den morgen er der fokus netop på ‘den gode nyhed'. Det handler om Afrika - om de forbedringer, der faktisk finder sted år efter år indenfor forskellige områder som for eksempel adgang til vand og børns mulighed for skolegang.
Det interessante er, at rigtig mange af de mennesker, der farer af sted i deres egne tanker eller er begravet i deres mobiltelefon, stopper op og giver sig tid til en kort snak, og rigtig mange af dem går videre med et lille smil på læben.
Tænke sig, hvis vi hver morgen kunne komme på arbejde med et smil på læben, fordi vi lige havde fået en rigtig god nyhed med os! Jeg tror det ville give ekstra energi.
Og for at blive ved gode nyheder. Faktisk har den gruppe, der arrangerer ‘Verdens Bedste Nyheder' her i Roskilde fået en fornem pris: Organisationen Civilsamfund i Udviklings initiativpris 2014, som er en pris der gives for et særligt vellykket lokalt initiativ.
Jo, der er i virkeligheden mange gode nyheder. At fokusere på dem er ikke - som tidligere nævnt - fordi man vil negligere alt det, der stadig skal kæmpes med, men så er det jo for at sige, at der er blevet gjort noget ved dem. At det er lykkedes. Det kan vel så også give energi til for alvor at tage fat om det, der skal ændres, forbedres og på sigt lykkes.

Rødt citat
"Det interessante er, at rigtig mange af de mennesker, der farer af sted i deres egne tanker eller er begravet i deres mobiltelefon, stopper op og giver sig tid til en kort snak, og rigtig mange af dem går videre med et lille smil på læben."