Fortsæt til indhold

20.000 bøger til salg

Arkiv
Arkiv

Biblioteket har brug for plads til nye bøger. Derfor sættes 20.000 gamle bøger nu til salg i årets store bogsalg, som afvikles i uge 41 og 42 på adressen Skolegade 41. Men salget er på ingen måde er udtryk for, at bogen er død.
"Tværtimod, bogen er meget levende. Der kommer hele tiden nye titler, som vi gerne vil stille til rådighed for borgerne, men det kræver jo at vi har plads på hylderne. Derfor har vi gennem længere tid gået samlingen igennem og fundet de materialer, som af den ene eller anden grund ikke bliver lånt ud. Det er dem vi nu sætter til salg," forklarer bibliotekschef Annette Brøchner Lindgaard i en pressemeddelelse.
De nøje udvalgte materialer, som også omfatter film og musik-CD'er, sættes til salg af to omgange. Den første halvdel sælges fra mandag d. 6. oktober kl. 10:00, og anden halvdel udbydes præcis en uge senere, nemlig mandag d. 13. oktober. Alle materialer sælges for kun fem kr. stykket, så der er gode muligheder for at få fyldt reolen op derhjemme.
"Vi er jo et bibliotek, så vi er mest glade når folk køber bøger for at læse dem. Men faktisk kan bøger også bruges som en del af husets indretning og til fremstilling af for eksempel anderledes møbler. Det viser vi også eksempler på ved årets bogsalg," siger bibliotekschefen.
Årets bogsalg finder sted i Skolegade 41, Esbjerg, fra den 6.-18. oktober. Åbningstider er Man.–tors. 10-17.30, fre. 10-18, lør. 10-15. Pris: 5 kr./stk. (kun kontant).