Fortsæt til indhold

Borchs Gård som grøn Oase

Arkiv
Arkiv

Af Christian Haugk, gruppeformand for Socialdemokraterne i Kolding Byråd
Vranderupvej, Kolding


Socialdemokraterne gik til budgetforhandlingerne med et ønske om at udvikle Bochs Gård til en ny bynær park. En grøn oase med græs, stier og træer, hvor vi kan opleve markedsdage, foreningsliv, musik, dans og optrædener.
Borchs Gård er en helt central mulighed for at binde centrum sammen og samtidig skabe mere liv i City. Butikker, restauranter og cafeer kan arbejde med to fronter - som i dag ud mod Østergade/Helligkorsgade og ind ad mod selve Borchs Gård.
Socialdemokraterne ønsker at udvikle Kolding og rigtig gerne med udgangspunkt i det grønne element. Samtidig er vi nødt til at gøre det på en måde, hvor der stadig er bynære parkeringspladser. Vores forslag til budgetforhandlingerne indebar derfor også, at de p-pladser der nedlægges i Borchs Gård, genskabes et andet bynært sted, fx ved at bygge oven på p-huset i Brostræde.
Desværre er budgetproceduren så lukket, at ingen andre partier nåede at få kendskab til forslaget og borgmesteren ønskede ikke at støtte op. Socialdemokraterne vil på trods af Venstres manglende støtte, fortsætte kampen for en udvikling af Kolding centrum og for en ny grøn oase i Borchs Gård.