Publikum bestormer Historiecenter
Historiecenter 1864 slår alle besøgsrekorder i år
150 året for Slaget på Dybbøl og invasionen af Als har også medført en invasion af besøgende på Historiecenter 1864 på Dybbøl Banke.
I sidste uge gik gæst nummer 75.000 gennem svingdøren til historiecenteret, der forventer at nå over 80.000 besøgende i år.
"I åbningsåret i 1992 havde vi 72.000 gæster, og siden er det gået støt ned ad bakke. Det er normalt svært at sætte fokus på de historiske begivenheder 1864, og sidste år havde vi 54.000 gæster så vi er ovenud tilfredse i år," fortæller centerets formand Jens Møller.
Alene i højsæsonen i juli var der 20.000 besøgende mod normalt ca. 15.000, og antallet er skoleever er steget fra 15.000 til 20.000.
"Det er ikke alt, der kan måles i et tælleapparat. Det måler ikke den energi, som personalet lægger i deres arbejde. De brænder for historieformidling, og den slags kan man ikke købe for penge," siger Jens Møller.
Dramaserie giver mere opmærksomhed
På centeret håber man, at det gode besøgstal kan fastholdes i fremtiden.
"Vi håber, at den interesse, som mange har fået for 1864, varer ved," siger centerleder Bjørn Østergaard.
Han forventer, at DR's nye dramaserie om 1864 vil give fornyet interesse.
"Serien når ud til alle. Historien handker ikke kun om krig, men også om mennesker og kærlighed, så forhåbentlig giver den os et større kvindeligt publikum. Det er vigtigt for os, at vi når ud til alle mennesker, også dem, der måske ikke interessere sig så meget for historie. Vi håber jo, at serien bliver den nye Matador," siger Bjørn Østergaard, der har været konsulent på serien:
"Der er selvfølgelig et par historiske fejl i serien, men det er godt drama," siger han.
Da dramaserien allerede er solgt til andre lande, håber man på centeret på flere udenlandske turister.
"Krigen i 1864 er en glemt historie i Tyskland på grund af de to verdenskrige, men serien kan måske genoplive interesse for 1864-konflikten, der jo også er en del af forhistorien til 1. Verdenskrig," siger Bjørn Østergaard.
Stigningen i besøgstallet har styrket historiecenterets økonomi. De ekstra penge skal bl.a. bruges på vedligeholdelse og nye tiltag på centeret.