Klassisk drama på teatret
Glasmenageriet opføres i stedet for Ingen Kender Kunsten på Sønderborg Teater den 7. oktober
Tennessee Williams' klassisker Glasmenageriet er på programmet hos Sønderborg Teaterforening tirsdag den 7. oktober.
Det skulle egentlig have været forestillingen "Ingen kender kunsten", men den er aflyst på grund af sygdom, og Folketeatret har i stedet indsat forestillingen Glasmenageriet.
Glasmenageriet er den amerikanske dramatiker Tennessee Williams' delvist selvbiografiske gennembrudsstykke. Et psykologisk sydstatsdrama, der udspiller sig under 1930'ernes økonomiske depression.
Tom bor sammen med sin dominerende mor Amanda og sin skrøbelige søster Laura. Faderen forlod dem for mange år siden. Moderen var engang en smuk kvinde med mange bejlere og en lovende fremtid. Nu lever hun med et konstant blik på fortiden og påtvinger de voksne børn sine bristede ambitioner. Med diktatorisk moderkærlighed skærer hun sig langt ind i deres sjæle.
Den sarte, forkrøblede Laura forskanser sig i sin egen verden af skinnende glasfigurer. En verden, der er ved at slå revner. Tom flygter hver aften ud i nattelivet. Efter strenge ordrer fra sin mor inviterer han en ung mand hjem til middag. Alle er tændte, klar til at få deres drømme opfyldt. Men det går ikke helt som planlagt.
Forestillingen er instrueret af Kaspar Rostrup, og blandt de medvirkende er Karen-Lise Mynster og Jens Frederik Sætter-Lassen.
Glasmenageriet kan opleves på Sønderborg Teater tirsdag den 7. oktober kl. 19.30.