Kjøge Mini-By har åbent i efterårsferien
KØGE: Sommersæsonen i Kjøge Mini-By sluttede den 30. september, efter fem måneder med stor succes - mange besøgende, og en fantastisk sommer, som selvfølgelig fik flere til at besøge byggeriet på Strandvejen 101 i Køge.
For de som ikke nåede at besøge Mini-Byen, er der endnu mulighed i år, da der er åbent i forbindelse med skolernes efterårsferie.
Der er åbent hver dag kl. 10.00-16.00 fra lørdag 11. oktober til søndag 19. oktober, hvor værkstederne kan besøges og der er mulighed for at beundre de mange bygninger - ialt 457 - der nu er placeret i Mini-Byen.
De seneste der er sat ud er Nyportstræde 3 med bagbygninger, Kirkestræde 21, den store hjørneejendom, hvor der tidligere var børnehave, en af de store bygninger i Mini-Byen. Der er 12 nye huse under byggeri i byggeværkstedet.
I pavillonen med skibsbyggerier er der gang i to skibe, en nybygning og en renovering er der mulighed for at se, men også nye projekter som hestevogne, postvogne m.m. altsammen selvfølgelig i størrelsesforholdet 1:10, og som Køge by så ud i 1865.
pm