Tvunget ned fra stige og fik tæsk
En 23-årig koldingenser fik noget af en rystende oplevelse i går, da han arbejdede på en stige. Ikke nok med det: Han fik også tæsk.
Episoden, som lokalpolitiet i Kolding nu efterforsker som en voldssag, begyndte i går eftermiddag omkring klokken 14.25.
Den 23-årge mand fra Kolding stod på en stige på Kikkeborgvej og arbejdede. Mens han stod oppe på stigen, kørte en bil med høj fart tæt forbi stigen. Ikke bare én gang, men tre gange.
Truede med pensel
Det blev den 23-årige så irriteret over, at han ifølge lokalpolitiet i Kolding viftede med en pensel - øjensynligt for at give udtryk for sin utilfredshed med bilistens kørsel i høj fart alt for tæt på stigen.
"Man kan sige, at han viftede truende med penslen", fortæller Poul Steffensen fra lokalpolitiet i Kolding.
Den trussel gjorde ikke det store indtryk på bilisten: Han vendte få minutter efter tilbage til koldingenseren på stigen, nu sammen med en anden mand, steg ud af bilen, tog fat i stigen og begyndte at ryste den, mens den 23-årige stadig stod på den.
Denne skyndte sig ned fra den vaklende stige, og da han igen fik fast grund under fødderne, blev han straks overfaldet af bilens fører.
"Han blev slået med knytnæve og sparket", oplyser politiet.
Gerningsmanden og hans medpassager i bilen forsvandt derefter og jagtes nu af politiet.