Fortsæt til indhold

"Pas nu på at der ikke går inflation i diagnoserne

Peter Kofod Poulsen, by- og regionsrådspolitiker, og kandidat til folketinget for DF, kommer med dette synspunkt

Arkiv
Peter Rasmussen

Peter Kofod Poulsen, medlem af Regionsrådet og folketingskandidat for DF, opfordrer til at man ser på rapporten fra mere end én vinkel:
“Man er blevet langt bedre til at finde frem til de børn og unge, der måtte have særlige udfordringer - og det er glædeligt, så der kan sættes tidligt ind, så flest muligt kan få en god hjælp og støtte fra starten i livet. For det giver rigtig god mening at investere i børn og unge,” siger han og fortsætter:
“Det andet element er desværre, at nogen forældre jagter diagnoser til deres børn for at opnå særlige støtteforanstaltninger, og det synes jeg ikke om. I USA diskuteres det i øjeblikket, om f.eks. generthed, rødmen og svedige håndflader kan karakteriseres som et handicap. Jeg tror, vi vel alle har prøvet at være generte, rødme eller svede i nogen anledninger. Som samfund skal vi altså passe på, at vi ikke kommer til at sygeliggøre enhver småsskavank eller særhed, for det vil da gøre op med enhver form for forskellighed. Og samtidig vil det flytte fokus fra de børn og unge, der virkelig måtte have behov for samfundets hjælp og støtte,” siger han.

Pas på modefænomener

“Vi skal og må være opmærksomme på, hvad der giver reelle problemer og hvad der skyldes modefænomener eller eventuelle bagtanker fra nogle forældre. For det giver os mulighed for at bruge ressourcerne klogt, så flest børn og unge kommer godt fra start.”
På spørgsmålet om området kræver øget fokus, svarer Peter Kofod Poulsen:
“Absolut! Det er vigtigt, at vi sætter en ære i, at fremtidens generationer kommer godt fra start. Ingen skal lades i stikken, så det er rigtig vigtigt, at vi sørger for at sætte ordentligt og tidligt ind i de tilfælde, hvor det drejer sig om reelle problemer, så vi ikke skal til at “lappe huller” senere, der både giver dårligere livskvalitet og en større regning i sidste ende. Det er mit indtryk, at området er mindre tabubelagt i dag end tidligere - og det er godt for børnene. For ingen - og slet ikke børn og unge - fortjener at bære rundt på tabubelagte lidelser. Jeg tror, det er naturligt, at der med øget fokus og åbenhed også vil blive brugt flere penge på området på landsplan.

Undgå inflation

“Men jeg må altså også slå til lyd for, at der er ved at gå inflation i diagnoserne. Og det er synd for dem, med reelle behov. Man kunne med god ret stille sig selv spørgsmålet, om Astrid Lindgren ville have kunnet samle inspiration til Emil fra Lønneberg eller Pippi Langstrømpe i dag, hvor alt og alle kan stemples med en diagnose,” slutter Peter Kofod Poulsen.