Fortsæt til indhold

Kun hver fjerde unge pige føler sig rask

Ny rapport afslører en skræmmende udvikling i helbredet hos børn og unge. Professor efterlyser politisk handling

Arkiv
Peter Rasmussen

Det står skidt til med helbredet hos Danmarks børn og unge. Faktisk langt værre end man tidligere har antaget.
Sundhedsstyrelsen og Vidensråd for Forebyggelse er netop barslet med en rapport, som tegner et dystert billede af udviklingen, og lederen af vidensrådet, professor ved Københavns Universitet, Pernille Due, mener at resultaterne er alarmerende.
Børn helt ned i 10 års alderen oplever at være stresset, at have problemer med at slappe af, sove og føle sig trygge. Hovedpiner, smerfter i bevægeapparatet og psykiske lidelser som angst og depression er næsten mere almindelige end børn og unge, som oplever sig selv som raske:
“Det er særdeles alvorligt, og kræver politisk handling,” siger Pernille Due, som dog samtidig understreger, at en del af væksten i tallene skyldes, at vi er blevet bedre til at opdage problemerne og behandle dem.

Alvorlige symptomer

Ifølge vidensrådet er det vigtigt at være opmærksom på symptomer som hovedpine, mavepine, ensomhed, selvskadende adfærd og hvis man vedvarende er ked af det. Det er ting, som kan udvikle sig til alvorlige lidelser, der kan præge én hele livet.
“Hvis du har lidt af angst og depression som barn, er din risiko for at få psykiske lidelser som voksen tre gange så høj som normalt,” fortæller professor ved Statens Institut for Folkesundhed, Bjørn Holstein, som er helt på linje med sin kollega:
“De unges liv forpestes, og lidelserne fortsætter i livet.”