Fortsæt til indhold

Hun hjælper gravide (af) med ømhed og hovedpine

Fysioterapeut Pia Fraefel kan i disse dage fejre 10 års jubilæum som privatpraktiserende

Arkiv
Arkiv

I ti år har hun fungeret som privatpraktiserende fysioterapeut i Vejle. Og Pia Fraefel har i al den tid kunne arbejde frit.
Fra starten af vidste hun at hendes klinik skulle stå udenfor den offentlige sygesikring, så det var muligt at udvikle klinikken mere frit. Hun havde ideer om at gøre fysioterapien mere effektiv og kundevenlig med tid til den enkelte.
“Det er vigtigt at lytte rigtigt godt efter, hvilke behov og ideer kunden har om sin situation og så komme vedkommende i møde med den erfaring og kunnen, som jeg har oparbejdet igennem næsten 20 år. Det er altid et samarbejde at få en behandling til at lykkes,” siger Pia, der har en privatklinik i Østerbrogade i Vejle.
Mange tiltag har været på dagsordenen i løbet af de 10 år, og den ene briks til fysioterapi er undervejs blevet suppleret med en specialbriks til gravide. I 2006 begyndte en jordemoder nemlig at sende gravide kunder til hende, og det blev starten på et af Pias specialer.
“Mange gravide fra Trekantområdet er kommet i min klinik i årenes løb og ofte i flere af deres graviditeter. For nogle gravide er ventetiden primært sød forventning til deres babys ankomst mens andre synes ventetiden er lang på grund af smerter, ømhed, væske i kroppen, hovedpine, åreknuder, angst for at miste barnet efter endelig at være blevet gravid og så videre,” udtaler Pia i en pressemeddelelse.
Sideløbende med arbejdet i sin klinik har Pia Fraefel siden 2012 været tilknyttet den lindrende indsats overfor alvorligt syge mennesker i Region Syddanmark. Det er ofte folk i Vejleområdet med uhelbredelig kræft, som hun tager ud til som mobil fysioterapeut.