Rykker ud for at gøre sommerhuse lovlige
Syd ud af ti sommerhuse ved Binderup Strand er ulovlige
Langt de fleste sommerhuse i området Binderup Strand er mere eller mindre ulovlige. Det viser en gennemgang af husene, som Kolding Kommune har foretaget. Blandt andet viser luftfotos, at oplysningerne i Bygnings- og Boligregistret (BBR) ikke er de samme som de faktiske forhold.
Ifølge Kolding Kommune er der ulovligheder i syv ud af ti sommerhuse i området, og kommunen kræver derfor, at fejlene bliver bragt i orden.
“I mange tilfælde kan det klares med en ansøgning eller en opdatering af oplysningerne i Bygnings- og Boligregistret. I andre tilfælde skal der mere til, for eksempel nedrivning af et udhus, der står for tæt på skel,” fortæller Hanne Thomsen, byggesagsbehandler i By- og Udviklingsforvaltningen, til kolding.dk.
Handler om liv og død
For en nemheds skyld rykker byggesagsbehandlingen derfor ud til sommerhusene. Fredag og lørdag i uge 42 vil medarbejdere fra kommunen være klar ved Binderup Strand og tilbyde hjælp og rådgivning til sommerhusejere, så de kan få gjort husene lovlige.
Indsatsen handler ikke kun om paragraffer - det kan ifølge Hanne Thomsen være et spørgsmål om liv og død.
Hvis udhuse og tilbygninger står for tæt på skel kan det i værste fald blive et spørgsmål om liv eller død, hvis der opstår brand i et hus. Når bygningerne står for tæt på hinanden vil branden let kunne sprede sig.
“Samtidig handler det også om at sikre herlighedsværdien i området. Der er formentlig ingen, der ønsker, at naboerne kan bygge som det passer dem uden at tage hensyn,” siger Hanne Thomsen.
Campingvogn som kontor
Byggesagsbehandlerne er på Binderup Strand den 17. og 18. oktober fra kl. 10-16, og tager kommunens campingvogn 'Smutti' med som kontor. De medbringer ansøgningsskemaer og tegninger over området og kaffe på kanden til dem, der kigger forbi. Tidspunktet er valgt i håb om, at mange holder efterårsferie i sommerhusene, og derfor kan tale med en byggesagsbehandler uden at skulle møde op på forvaltningen i arbejdstiden.