Tag på Nicolai i efterårsferien
I efterårsferien er der som altid et væld af oplevelser for store og små hos Nicolai. Udstilling, drømende universer og teater er blot noget af et man kan blive underholdt med:
<B>Open Window Units
4. - 26. oktober. Tirsdag - fredag klokken 13-17. Lørdag, søndag og helligdage klokken 11-15.
Tekstilkunstner Lise Frølund, arkitekt Cecilie Bendixen og musiker Johan Segerberg. Udstillingen forsøger med lydabsorberende materialer, form, farve og lyde at bringe noget af naturens og vejrligets akustik, æstetik og poesi indenfor.
Læs mere på www.nicolai.kolding.dk
<B>En Dunst af Kunst
11. - 19. oktober, alle ugens dage kl. 10.00 – 15.00.
Nicolai for Børn er blevet opslugt af det kunstneriske univers. Vi bobler over og kan ikke få kunstværkerne til at blive i deres egne rammer. Drømmende universer flyder ud over alt, og nogle steder får vi helt farvepaletter for øjnene! Pludselig kan man male med lyset, så du kan nok høre, at der er helt rod i farveladen. Vær med til at flyde over i en farveroulade af prikker, pølser og drømme. Læs mere på www.nicolaiforborn.dk.
<B>Teater Hund: Platons hule
13. oktober klokken 13.00.
Mon der er liv efter TV? – En forestilling for de 5-12 årige og deres voksne.
Der var engang en filosof, der hed Platon, der skrev en historie om nogle mennesker, der sad inde i en hule og troede, at dét var den eneste virkelighed. Den historie har Teater Hund ladet sig inspirere af til en nutidig filosofisk hverdagskomedie:
Søstrene Anne og Anne lever trygt i deres egen huleverden med TV som eneste vindue. Men da de anskaffer sig et barn for at kunne komme med i deres yndlings TV-program, får de mere, end de havde regnet med! En fortælling om det trygge liv i sofaen, og om alt det, der måske er udenom. I Teater Hunds karakteristiske fysiske og visuelle spillestil fortælles der med humor, håb og eftertanke til både små og store. Entré kr. 50. Billetter på www.nicolaiforborn.dk
<B>Halloween Disco
24. oktober klokken 18.00 – 21.00.
Nicolai for børn inviterer børn og unge fra 4.-6. klasse til Halloween Disco i Junglen. Det bliver uhyyyyyyyyyyyyyyyyyygge-
lig sjovt! Der vil være fyldt med dansende edderkopper, indbagte fingre, ulækre klistrede vorter, diskovampyrer og andet godtfolk. Så tag dine venner eller hele klassen med og dans gennem diskomørket til fed musik og blinkende spotlights. Læs mere på www.nicolaiforborn.dk.