Bestil nu og grin til sommer
På mandag åbner forsalget til Sønderborg Sommer Revy 2015
Mandag den 6. oktober åbner Sønderborg Sommer Revy forsalget til næste års revy, hvor der er sat 20.000 billetter til salg til sæsonens 40 forestillinger, som byder på både gengangere og nye skuespillere - og ikke mindst Per Pallesen som instruktør.
Endnu er der ikke skrevet et eneste ord, og der er ikke komponeret en eneste tone, men billetsalget starter, og revychef Leif Maibom lover, at næste års revy bliver en revy i topklasse.
"Efter min vurdering så står vi nu med det stærkeste og meste erfarne revyhold i revyens historie. Det er lutter latterfremkaldende navne, der alle har spillet revy landet rundt i alle de største revyer. Så de kommer med en masse priser, gode anmeldelser og toptrimmet humor i bagagen, hvilket betyder at jeg garanterer for en revy i særklasse," lyder det fra revychefen.
Som tidligere offentliggjort består revyholdet 2015 af Lone Rødbroe, Pernille Schrøder, Flemming Jensen, Karsten Jansfort og Leif Maibom med Per Pallesen som instruktør.
Og som det efterhånden er blevet et tradition har revyen en titel. Det bliver denne gang en lille omskrivning af det gamle valgslogan ‘Danmark for folket', der engang var et slagord for fællesskabet. Nu bliver det i sommerrevyen til et sjovt blik på vores lille danske smørhul under titlen: Danmark For Tolket.
Der er premiere lørdag den 30. maj, og spilleperioden er fra den 27. maj til og med 25. juli.
Billetsalg foregår kun pr. mail til billet@sommserrevy.dk eller online direkte fra revyens hjemmeside sommerrevy.dk, idet telefonsalget først starter i februar 2015.