Stort SBU-børnestævne på Køge Stadion
FODBOLD: Børneafdelingen i Køge Boldklub afholder lørdag den 4. oktober, i samarbejde med DBU Sjælland, et stort efterårsstævne som afslutning på en fantastisk udesæson.
- Børneafdelingen har oplevet stor medlemstilgang det sidste år, og aktivitetsniveauet er højt. Den nye minikunstbane foran klubhuset er blevet brugt flittigt af klubbens mindste medlemmer, og har dannet rammen om et rigtig godt klubmiljø især om onsdagen, hvor 3 årgange har trænet samtidig på området, fortæller børnechef forU/5-U/9 i Køge Boldklub, Frederik Ullerup.
Alle Børneafdelingens hold spiller på hjemmebane mod en masse andre naboklubbers hold, og det betyder at der denne lørdag kl. 10 bydes velkommen til ca 500 børn i alderen 5-10 år, og sikkert ligeså mange voksne. Køge Boldklub stiller med følgende hold til stævnet: To U/10 drenge. To U/9 piger og to U/9 drenge. Fire U/8 drenge, tre U/7 drenge og fire U/6 drengehold.
I Børneafdelingen har hver årgang sin egen eventafdeling, der består af et par frivillige forældre. Det er eventforældrene på alle årgangene der er trådt sammen, og er med til at skabe denne festlige afslutning på udesæsonen.
- Børnefodbold i Køge Boldklub er god leg, god træning og gode oplevelser. Ved at tilbyde alle vores hold at spille på hjemmebane til årets sidste stævne udendørs, giver vi kammerater på tværs af årgangene mulighed for at ses, og se hinanden spille. På samme måder får alle trænerne, holdlederne og eventforældrene mulighed for at arbejde sammen, sparre og få en god oplevelse sammen. Gode oplevelser give godt sammenhold - både for børn og voksne, siger Frederik Ullerup.
Overskud går til velgørenhed
Mottoet "Fra Ælling til Svane" har længe været rammen for arbejdet med børn i Køge Boldklub. Det er relationen til HB Køge som moderklub, det er tanken om at alle børn kan noget specielt og at alle børn skal have en god og sjov barndom. Derfor vil Børneafdelingen også gerne være med at tage ansvar for, at de børn der ikke har det så nemt, får nogle gode oplevelser.
- Vi er blevet kontaktet af foreningen Familier Med Kræftramte Børn i en anden sammenhæng, og tænkte at det var en forening vi gerne ville støtte. Vi synes der er en fin pointe i at børn hjælper børn. Derfor vil alt overskud fra salg i boderne denne lørdag gå ubeskåret til foreningen, ligesom frivillige fra Børneafdelingen vil gå rundt og samle ind til foreningen til stævnet. Vi regner med at vi fremover vil tænke velgørenhed ind i alle vores stævner, for at vise, at vi som Børneafdeling meget gerne vil være med til at tage et ansvar. Det kommer forskellige foreninger til gode, men vi tror også på, at det giver vores medlemmer en god oplevelse, siger Frederik Ullerup.
På dagen omdannes 3 voksen baner til 17 børnebaner med plads til alle børneholdene. Desuden kommer HB Køges spillere og maskotten Svante forbi og siger hej til alle børnene.
HB Køge spiller på hjemmebane dagen efter, så mon ikke en masse børn og voksne tager ind og støtter dem om søndagen klokken 15.00 i kampen mod Vendsyssel FF ....
pm