Fortsæt til indhold

Rollator- og maskekamp

Frivillige dystede mod hinanden om synlighed ved det store frivillig-træf i Roskilde-hallerne

Arkiv
Anette Gundlach

Foto: Patrick Holbek Gemt bag masker, gråt hår og rollatorer indtog seks unge folkeskoleelever Roskilde-hallerne fredag eftermiddag, da der var inviteret til fest for frivillige. Indslaget, hvor de unge langsom møvede sig frem med krumme rygge og stive ben, bragte smilene frem på læberne hos tilskuerne. Ligesom de høstede klapsalver både da de rullede ind og ud med rollatorerne. De unge var del af Ældre hjælper Ældres indlæg på dagen. Foreningen var sammen med tre andre foreninger indbudt af Frivilligcenter Roskilde til at dyste mod hinanden om synlighed medlemstilgang og udvikling. De andre tre håndplukkede foreningen var Skolens Venner, Scleroseforeningen og Sct. Hans Have.

Mange hjælper med

Konkurrencen gik i gang allerede i september, hvor de frivillige mødtes med udvalgte fra erhvervslivet, kunstverdenen, detailhandelen og det politiske system for på den måde at få en anderledes inspiration. På Frivillig Fredag fik foreningerne mulighed for at vise, hvor langt de var nået med projekterne. Foreningernes synlighed var i højsædet på dagen. Denne opgave blev løst mere eller mindre opfindsomt på de fem minutter, hver forening havde til rådighed. Sct. Hans Have viste en masse billeder frem fra deres første år ved fjorden, Skolens Venner forklarede med et power point show, hvordan en forening kan blive mere synlig. Scleroseforeningen fortalte til gengæld om planer om at oversvømme Roskilde med badeænder. Ældre hjælper Ældre havde fået de unge forklædte til at dele postkort ud, hvorpå man kunne læse, hvor man kan henvende sig, hvis man har brug for hjælp til computeren, få undervisning eller samvær med andre. Vinderen af konkurrencen bliver fundet i slutningen af november. Se mange flere billeder på roskildeavis.dk eller avisens facebookside. ag@roskildeavis.dk

Omkring 200 frivillige var indbudt til arrangementet.
Mange mødte op på Frivillig Fredag.
Bordet bugnede af foldere fra frivillige foreninger.