Fortsæt til indhold

“Største succes siden krigen"

Babysalmegang går sin sejrsgang gennem kirkerne. Faktisk er det svært at huske en større succes

Arkiv
Peter Rasmussen

Det er den helt store nyhed i de danske medier i disse dage, at nyfødte børn og deres mødre vælter ind til babysalmesang i kirkerne. Men det er også en helt unik oplevelse, at deltage i babysalmesang – både for børnene, for forældrene, for kirken og for dem, der underviser i det hver uge.
"Allerede når bedeslagene lyder på trianglen bliver babyerne – og ofte også forældrene – helt stille, og lige der opstår et rum med direkte forbindelse mellem børnene, deres forældre, mig og Gud," fortæller kirke- og kulturmedarbejder Henrik Engelbrekt Refshauge fra Haderslev Domsogn. Han har i år fire hold babysalmesang og har startet et fortsætterkursus op for 1-5-årige, fordi efterspørgslen er så stor, og der er også fyldt på holdet i nabosognet Gl. Haderslev.
"Det er så meningsfyldt at lave babysalmesang, for det er en win-win situation for alle. Forældre og baby får en tættere relation af at deltage, samtidigt med de får prikket hul på og får hjælp til dåbsoplæringen. I kirken møder vi vores menighed i et forløb, fremfor alene ved én dåb, og så først igen til konfirmationen," fortæller Han.
Han bruger primært salmer i sin undervisning, men inddrager også andre kirketing som små bibelcitater, fortælling, dåbsvand, lysglobe, går op til alteret og rundt i rummet under babysalmesangskurset.
"På den måde får familien et naturligt forhold til det, der foregår i kirkens rum. Efterhånden bliver det sådan helt meditativt efter nogle gange, når forældrene lærer sangene og forløbet bedre at kende. Stemningen, når de sidste ord runger under kirkehvælvingerne, er sådan helt svævende og rolig. Babyerne har fået brugt næsten alle sanser, og bliver udfordret motorisk, sprogligt, musikalsk og socialt i et trygt nærvær med mor og kirken," fortæller kirke- og kulturmedarbejderen.

Største succes siden krigen

For 10 år siden eksisterede babysalmesang kun få steder i landet, men i dag tilbyder seks ud af 10 pastorater aktiviteten, viser et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet. Omkring en fjerdedel af en årgang deltager i babysalmesang. Projektet kalder det kirkens største succes i efterkrigstiden.
"Kirkens udfordring er altid, at række ud og være relevante til de mange medlemmer, der ikke sætter deres fødder i kirken ud over juleaften og til særlige begivenheder. De kommer til babysang. Min erfaring er at der måske kun er en enkelt familie fra hvert hold, der kommer til andre arrangementer i kirken. Men babysalmesang bliver ofte en øjenåbner for dem, for de mange unikke familieaktiviteter kirken tilbyder," mener Henrik Engelbrekt Refshauge:
"Babysalmesangen er ved at blive en ny fødekæde til kirken. Nogle har spurgt, om vi ikke kan lave et fortsætterkursus, så det startede vi op i efteråret: Salmeleg for 1-5årige. Og så synger vi også i Legestuen to gange om ugen, der er Krummer i kirken (spaghettigudstjenester) den sidste tirsdag i måneden og en masse andre familieaktiviteter."
Man kan læse mere om det på kirkens hjemmeside www.hado.dk/børn og kirken laver ca. hver anden måned et specielt familienyhedsbrev.