Fortsæt til indhold

Køge Marines løb med Elming Bowl pokalen

Besejrede Middelfart Stingers i finalen på Gentofte Stadion.

Arkiv
Per Møller

AMERIKANSK FODBOLD: Der var lagt op til et brag af en kamp mellem to tidligere vindere af Elming Bowl og de hold med den bedste record i henholdsvis Øst og Vest rækken, da Køge Marines og Middelfart Stingers tørnede sammen i finalen i 9-mands Amerikansk Football, Elming Bowl på Gentofte Stadion, Kampen foregik i højt tempo, intens spænding og med en afslutning, der var en film værdig.
Køge Marines offense leverede sublimt spil hele kampen med scoring efter scoring, mod et defense som kun havde tilladt 50 point på hele sæsonen.
Samtidig fik Køge Marines defense stoppet Stingers på vigtige tidspunkter og da tiden løb ud af fjedre quarter kunne Køge Marines løfte armene og vinde Elming Bowl med cifrene 58-50.
Det var en kamp som blev styret af solide angreb, mens Marines defense fik leveret nogle vigtige spil i vitale situationer. Marines offense spillede en fantastisk kamp og fik scoret flere point end hvad Stingers ialt havde tilladt hele sæsonen.
Den offensive linje viste endnu engang hvad den er lavet af og med fantastisk spil hele kampen var der tid til quarterbacken og gode huller til runningbacks. Runningback Mads Therchilsen fik løbet 3 touchdowns mens quarterback Kristoffer Kureer løb 2. Samtidig fik Kristoffer Kureer kastet 3 touchdowns. 2 til reciver Anders Brade og 1 til reciver Johan Elholm.
Sejren sætter punktum for en fantastisk sæson hvor Køge Marines har været dominerende. Samtidig har det været et år hvor man har haft som mål at opbygge og forbedre holdet samt strukturen i klubben, så man i fremtiden kan blive klar til at rykke op og spille 11-mands football.

Masser af højdepunkter

Det er blot Køge Marines tredje sæson siden klubben blev dannet tilbage i august 2011 og der har i klubbens korte levetid været masser af højdepunkter.
I første sæson blev det til 8 sejre og 2 nederlag og en tur i finalen Elming Bowl 2012, som Marines vandt komfortabelt 55-35. I 2013 rykkede klubben op og her blev det til en tur i semifinalen hvor Køge Marines tabte til et overlegent Holbæk-hold, som nu spiller i National ligaen.
- Dette var samtidig et år hvor man blev klar over hvad det kræver at spille i 11-mands football, og på trods af et år med solide resultater valgte man at rykke ned for at sikre at klubben kunne udvikle sig i det rigtige tempo, og samtidig få oprettet en solid junior afdeling, siger Kristoffer Kureer fra Køge Marines.
- 2014 har været en super sæson for klubben, med god stabilitet og masser af store øjeblikke, hvor en sejr i Elming Bowl uden tvivl er det største. Det er en fantastisk oplevelse for os alle. Alle os spillere vil gerne sige tak til vores fantastiske trænerstab bestående af Martin Anthony, Tas Rasmussen, Rasmus Pedersen, Johan Elholm og Mads Nannestad. Ydermere vil jeg gerne personligt takke mine fantastiske holdkammerater og især mit offense som har gjort alt det her muligt. Vi vil gerne sige tak til alle dem som har været med os på denne rejse og som har støttet os i godt og dårligt vejr. Tak for jeres bidrag til en god sæson og vi glæder os allerede til en ny og spændende sæson til næste år, siger en glad Kristoffer Kureer fra Køge Marines til Lørdags-Avisen.

Køge Marines hold efter finalesejren over Middelfart Stingers. (Foto: Dino Svenningsen).
En situation fra finalekampen. (Foto: DIno Svenningsen).