Fortsæt til indhold

Oliver Hansen scorer spillertøj til Årre Boldklub

Lokal dreng er topscorer i hummel football game og vinder tøj for 10.000 kroner til Årre Boldklub

Arkiv
Kim Schou

11.000 piger og drenge har dyrket fodboldglæden 3, 4 eller 5 dage på en DGI fodboldskole denne sommer. Ti af de 11.000 børn kan nu kalde sig topscorere i hummel football game, og topscorer-værdigheden betyder, at de hver især vinder hummeltøj for 10.000 kroner til deres klub.
Oliver Hansen fra Årre Boldklub er en af de ti topscorere, og under fodboldtræningen i sidste uge modtog han præmien.
"Det er sejt, det er vildt. Jeg havde ikke regnet med det, for jeg spillede kun spillet i to-tre uger," siger Oliver Hansen.
Jesper Møller fra DGI Sydvest havde fået superligaspiller Jens Berthel Askou, som er ambassadør for FANT (Football for A New Tomorrow), til at overrække checken på 10.000 kroner til Oliver og hans klub.
"På vegne af DGI Sydvest skal Oliver Hansen og Årre Boldklub have et stort tillykke. De har uden tvivl haft nogle gode oplevelser på sommerens fodboldskole. Med checken ønsker vi at gøre opmærksom på, at hummel og DGI Fodbold også støtter et godt formål," siger Jesper Møller, idrætskonsulent for fodbold i DGI Sydvest.

Det var en tydeligt glad Oliver Hansen, der tog imod præmien under fodboldtræningen