Danbor har ny direktør på plads
Danbors nye administrere direktør er nu fundet, og det er en mangeårig aktør på de skandinaviske og europæiske energimarkeder med betydelig ledererfaring – og rødder i Esbjerg. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Offshorevirksomheden og dens 370 medarbejdere kan nemlig pr. 1. oktober byde velkommen til Jørn Bue Madsen, der er personificeringen af den ny æra hos Danbor, som frasalget fra A. P. Møller - Mærsk og familieskabet med den norske koncern NorSea Group AS har medført.
Jørn Bue Madsen er 50 år gammel, født og opvokset i Esbjerg, men har siden sin ungdom tilbragt år i udlandet i forskellige lederstillinger. Jørn Bue Madsens baggrund er såvel teknikum- som civilingeniør i bl.a. vedvarende energi samt internationale lederuddannelser i hhv. økonomi og forandringsledelse samt forretningsudvikling. Med ledererfaring fra energibranchen herunder E.ON Danmark som CEO har Jørn Bue Madsen senest stået i spidsen for, været medstifter af samt drevet to selskaber inden for vedvarende energi samtidig med varetagelsen af diverse bestyrelsesposter i såvel offentlig som privat regi.