Fortsæt til indhold

Dan Ren vil koncentrere sig om erhvervsrengøring

Opgaverne inden for pleje og omsorg overtages af Svane Service

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Dan Ren Service A/S har solgt sine aktiviteter inden for personlig pleje og praktisk hjælp i Aabenraa, Haderslev og Sønderborg kommuner til Svane Service ApS.
“Vi har forsøgt at integrere området pleje og omsorg i den praktiske hjælp, vi har udført for borgere i de tre byer, men må erkende, at det ligger for langt fra vores kerneområde,” fortæller direktør Hans Torp fra Dan Ren Service, der har hovedkontor i Esbjerg og afdeling i Rødekro,
De 75 involverede medarbejdere fortsætter som led i en virksomhedsoverdragelse på uændrede vilkår hos Svane Service, som herefter vil have over 200 medarbejdere.
Dan Ren Service har siden et opkøb af firmaet Individuel Pleje & Omsorg i begyndelsen af 2013 udført opgaver for cirka 500 borgere i de tre kommuner. Fremover vil virksomheden, som efter frasalget beskæftiger godt 100 medarbejdere, koncentrere sig om at skabe vækst inden for kerneområdet erhvervsrengøring.
“Vi oplever en betydelig vækst i nye kontrakter om større rengøringsopgaver og forventer inden for de næste tre år af fordoble vores omsætning. Det skal ske organisk samt ved opkøb af små og mellemstore virksomheder i vores markedsområde,” siger Hans Torp.