Lokalavisen og City Kolding skaffede næsten 12.000 kroner
Hele beløbet går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse og Støt Brysterne
"Det er et meget tilfredsstillende resultat".
Ordene kommer samstemmende fra bladchef Peder Frydensberg fra Lokalavisen i Kolding og citychef Mette Schumacher. De kan med glæde i stemmerne fortælle om, at deres fælles initiativ – en tombola – gav næsten 12.000 kroner til projekt ”Støt brysterne”. Det helt nøjagtige beløb lyder på 11.880 kroner.
Den fælles tombola blev lørdag holdt i forbindelse med Kræftens Bekæmpelses kampagne ”Lyserød lørdag”. På Tombolapladsen midt i city, stod medarbejdere fra Lokalavisen og City Kolding klar til at betjene de mange koldingensere, for hvem det var helt naturligt at købe lodder for på den måde at være med til at støtte kampen mod brystkræft.
"At vi fik så mange penge i kassen skyldes ikke mindst alle de mange fine præmier, vi havde fået fra Cityforeningens medlemmer. De fine præmier var med til at trække mange købere til, fortæller citychef Mette Schumacher, som kunne glæde sig over, at hendes egen datter, Sofie, var den første, som brugte 100 kroner på at købe 16 lodder.
Sofie Schumacher: "Alt for mange kvinder bliver ramt af brystkræft. Tænk, hvis det skulle ramme min egen mor; den tanke tør jeg slet ikke tænke. Derfor er ”Støt brysterne” et godt formål at støtte.
Laila Sørensen: "Det er helt oplagt for mig at støtte denne sag. Det kan jeg slet ikke lade være med. Jeg har også købt nogle af de armbånd, som er til salg i butikkerne, og hvorfra pengene også går til Kræftens Bekæmpelse.
Købte lodder for 700 kr.
Mens de fleste købte for 100 kroner lodder, var situationen en anden for Christel Henrichsen. Hun fandt den ene hundredekroneseddel efter den anden frem, og i alt købte hun lodder for 700 kroner, og kunne da også gå hjem med ikke så få præmier. Det med præmierne var nu ikke så afgørende for hende.
"Jeg kender rigtig mange, der har kræft. Derfor er det helt naturligt for mig at støtte projekt ”Støt brysterne”. Det kan da godt være, at jeg har købt mange lodder og dermed også brugt mange penge, men jeg har også få en del ud af det selv i form af mange præmier. Faktisk har jeg vundet en hel pose fuld, lød det storsmilende fra Christel Henrichsen.
En smule overraskende var det hovedsageligt kvinder, der fandt pengene frem for at købe lodder. Der var dog også mænd imellem. En af dem var Geert Madsen, som kunne tage hjem med to flotte præmier efter at have købt for 100 kroner lodder.
"Der er grund til at rose Lokalavisen og Cityforeningen for initiativet med en tombola i forbindelse med ”Lyserød lørdag”. Det er dejligt at høre, at tombolaen gav et flot overskud, som nu kommer kræftforskningen til gode. Jeg har altid været imponeret over den måde, Kræftens Bekæmpelse afvikler sine kampagner på – i dette tilfælde ”Støt brysterne”. Det er en kampagne, der appellerer til os alle, og den får også en fantastisk opbakning alle steder. I den grad også i Kolding".