Fortsæt til indhold

Gå i krig med telefonen

Arkiv
Arkiv

Med en ny app til smartphone kan man blive hvirvlet ind i en af Danmarkshistoriens blodigste krige.
Her skal der træffes beslutninger, der får afgørende betydning for både dit eget og dine kammeraters liv.
Med app'en På sporet af 1864 er man soldat i den danske hær i en af skanserne ved Dybbøl. Mens kanonerne brager, og granaterne hviner, får man en række valg. Svaren afgør, om man dør med ære eller overlever som helt eller kujon.
Centerleder og museumsinspektør Bjørn Østergaard er glad for museets nye digitale tilbud til alle, der interesserer sig for Krigen 1864.
"Det er vigtigt, at vi som historisk museum møder vores gæster i øjenhøjde, og i dag er smartphones en almindelig kilde til information hos stort set alle generationer. Vi har i forvejen en meget besøgt Facebookside og med appen tager vi endnu et skridt i den digitale formidling af de historiske begivenheder under krigen i 1864."
Appen På sporet af 1864 er gratis, og du henter den i AppStore eller på Google Play. Man kan læse mere på hjemmesiden På sporet af 1864.