Begynd at øve nu
Fredericias store bagedyst finder sted den 1. november hos Audi
Så kan du godt finde din bedste kageopskrift frem. Fredericias store bagedyst 2014 er nemlig på trapperne. Konkurrencen finder sted i forbindelse med den store messe ”Audi Exclusive days” den første weekend i november.
Der er plads til 10 deltagere.
“Jeg vil allerede nu give et godt råd,” lyder det fra Bjarne Wetche, bagermesteren fra Wetche Bageri, der er med i dommerpanelet.
“Gå i gang med at øve nu. Det er vigtigt, at man får prøvet sin opskrift af flere gange. På konkurrencedagen er man presset på tid, der er publikum på og man kender ikke ovnen - så der er god mulighed for at få sved på panden,” smiler Bjarne Wetche.
Førstepræmien er et stort kagebord fra Wetche Bageri. Gode, solide, tunge, klassiske kager med de bedste råvarer. Nok til et selskab på 20 personer.
Frugt og Marcipan
Amatørbagere knokler i scenelyset hos DRs “Den Store Bagedyst”, og Mette Blomsterberg inspirerer alle konditorer. Det er populært at bage, så der er lagt i ovnen til et brag af en bagedyst.
“Jeg mærker jo især interessen, når Fredericia dyster om årets 6. juli kage. Niveauet har aldrig været højere,” konstaterer Bjarne Wetche.
“Samtdig er folk meget bevidste om råvarer og kvalitet. Kager - både de hjemmebagte og dem i forretningen - skal være 100 procent i orden,” siger bagermesteren, der her i Lokalavisen Budstikken afslører et par ingredienser, der falder i hans smag.
“Der skal være frugt i en perfekt kage - og gerne marcipan. Det er to ting, der spiller godt sammen. Men husk: Det er naturmaterialer, du arbejder med - så resultat kan være forskelligt fra gang til gang. Fokuser på smagen, som er det primære - men glem ikke kreativiteten.”
Sådan gør du
Fredericias store bagedyst finder sted den 1. og 2. november. Der er plads til 10 deltagere i konkurrencen, og kategorien er “Audi”. Det betyder, at kagen for eksempel kan formes som en bil, firmaets logo, en motor eller noget andet, der har relation til Audi.
Hver deltager får stillet et bord og en ovn til rådighed på messen hos Audi, Kongens Kvarter 32. Hver deltager har et budget på 250 kroner, som Audi refunderer. Konkurrencen løber over to indledende runder lørdag - med finale søndag.
Tilmelding kan ske via mail: pm@scene45.com.