Fortsæt til indhold

Ballonartister vil bygge kæmpe kutter

En gigantisk fiskekutter lavet af balloner vil i efterårsferien blive til i Storcentret

Arkiv
Louise Ritter

Er du så heldig at være ferieramt i næste uge, så kan du enten smække benene op eller tage for dig af alle de mange tilbud, som udbydes alle steder i kommunen.
Et af de mere bemærkelsesværdige denne efterårsferie finder man i Esbjerg Storcenter, hvor en af verdens bedste ballondekoratører har inviteret nordiske kolleger til løsningen af en sjov - og stor - opgave. I løbet af feriens fem hverdage skal de sammen bygge en gigantisk fiskekutter på ni gange fem meter. Fredag den 17. oktober kl. 15.00 skal kutteren stå færdig, men hele ugen er både små og store velkommen til at følge tilblivelsen fra den første pose balloner åbnes til den sidste pustes op.
Det er skotten Colin Myles, der står i spidsen for efterårsferie-projektet. Han har arbejdet med balloner siden 1993 og er en af de mest benyttede undervisere af ballonartister i hele verden.

Populært legetøjsmarked

Mens Esbjerg Storcenter altså præsenterer noget nyt i efterårsferien har Sædding Centret valgt den sikre, men meget populære, vej - legetøjsmarked. Igen har der været stor rift om boderne, for rigtig mange børn vil gerne sælge ud af deres legetøj. De heldige stiller op til marked på feriens første tre hverdage, hvor der kan købes brugt legetøj fra kl. 10.00 til cirka 16.00.
Lørdag den 18. oktober står i børnemodens tegn i Sædding Centret. Piger op til ti år kan blive prinsesser for en dag med hjælp til både kjole, håropsætning og makeup. Kl. 11.30 præsenterer Victoria N' Friends festligt børntøj og en time senere kan alle børn forsøge sig som modeller på catwalken og samtidig deltage i en konkurrence.