Landsby-ideer midt i storbyen
ROSKILDE LIGGER DØD om aftenen udenfor den almindelige åbningstid, der ganske vist er blevet lidt længere hos dagligvare-butikkerne. Vi mangler aften- eller natteliv, bortset fra den lidt larmende teenage-udgave hos et par diskoteker i weekend'erne.
Byen vil blive langt mere livlig med flere beboere i centrum, som i dag domineres for meget af forretninger og kontorer, Det kan give café-liv og stemning på Stændertorvet samt mange flere kulturelle aktiviteter.
SÅDAN LØD KONKLUSIONEN i et oplæg, der blev lavet for et par år i et samarbejde mellem handelslivet, andre erhverv, de kulturelle foreninger og idrætten. Alene den kendsgerning, at så mange med vidt forskellige interesser kunne blive enige om et fælles mål, får mig til at tro på det.
Skal disse fornuftige forslag blive til andet og mere end luftkasteller og vindfrikadeller, må både kommunen og private til gengæld også forstå at slå til, når muligheden er der.
P-HUSET PÅ SORTEBRØDRE PLADS, som kommunen nu vil opføre sammen med boliger og kontorer, der kan være med til at betale for det hele, er sådan en god chance. Det vil gavne mange og er kun til ulempe for få.
I disse dage slås Roskilde for at genvinde titlen som 'Årets Handelsby', der blev hjemført for et par år siden. Selv om det skulle glippe i denne omgang, så titlen midlertidigt glider os af hænde, er det heldigvis fortsat en kendsgerning, at Roskilde er den største og vigtigste handelsby på hele Sjælland, udenfor København. Handel giver os de fleste private job i byen og er helt afgørende for kommunens fortsatte udvikling, både økonomisk, kulturelt og befolkningsmæssigt.
ER NOGEN I TVIVL om, hvad det betyder at være en levende købstad – i ordets egentlige betydning, som centrum for handel – vil jeg anbefale en lille udflugt til mindre og mellemstore byer på det sydlige og vestlige Sjælland, hvor der allerede er alt for mennesketomt.
Så forstår man pludselig helt klart betydningen af, at en kommune har en planlægning, så kunderne kommer ind til butikkerne i centrum, fordi de har et sted at stille bilen. Det foreslåede p-hus bag Kvickly skal have 500 pladser, der erstatter de nuværende 200 på grus. 300 ekstra er ikke alverden, men det kan alligevel gøre en stor forskel, så bilerne ikke længere skal ligge og cirkle rundt i gaderne for at finde en ledig plads, når der er mest pres på.
P-HUSET GAVNER OGSÅ KULTUREN, så besøgende i det nyrestaurerede Roskilde Museum, eller til det kommende underjordiske udstillingscenter ved UNESCO-monumentet Roskilde Domkirke lettere kan komme til.
Direktør Frank Birkebæk i det lokale museum har fortalt, at han lettere kan få penge fra fonde, når de ved, at besøgende også kan sætte bilen lige i nærheden. Det samme gælder selvfølgelig i endnu højere grad det langt større projekt under domkirkepladsen, der er virkelig afgørende for udviklingen af Roskildes turisme, handel og andre erhverv.
JEG KAN GODT FORSTÅ naboerne til det nye parkeringshus, når de klager over at skulle se på sådan et byggeri frem for udsigten til domkirken. Men det er vel også til at forklare, at der kan følge nogle ulemper med, hvis man kun skal have få minutters gang til torvedag eller de mange andre tilbud og muligheder i Sjællands største indkøbs- og oplevelses-centrum.
I al stilfærdighed kan man også gøre opmærksom på, at de faktisk ikke ejer den tomme nabo-grund, som de nu har vænnet sig til at kunne kigge henover. Hvis de ønsker mere ro eller udsigt til solnedgang, er der rigeligt med alternativer i mange mindre bysamfund med ganske kort køreafstand, hvor der desværre er blevet alt for roligt.
ØNSKER VI ET ROSKILDE, som er handels- kultur- og uddannelsescentrum for en meget stor del af Sjælland, må vi også give plads til de gæster og besøgende, der skal være med til at virkeliggøre dette mål. Ellers spænder vi ben for os selv med:
LANDSBY-IDEER MIDT I STORBYEN