Have-festival i Fredericia
Mere Liv i Haven-festivalen kommer til Fredericia den 25. oktober
De Orange Haller i Fredericia danner ramme om den såkaldte “Mere Liv i Haven-festival” den 25. oktober. Den landsdækkende festival så dagens lys sidste år, hvor den blev afholdt i Knabstrup på Sjælland. Men i år afholdes den altså i Fredericia. Det er det lokale havenetværk under Landsforeningen Praktisk Økologi, der har stablet festivalen på benene i samarbejde med Fredericia C.
Mangler du inspiration til økologisk dyrkning af din have, viden om hvordan du tager stiklinger af din yndlingsstaude, indblik i havehøns, ideer til busker, der tiltrækker bier og sommerfugle eller hjælp til en bæredygtig husholdning? Så finder du det – og meget mere – på festivalen, der er åben for alle.
”Vi er så glade for at kunne holde festivalen i år i Fredericia”, fortæller formand for Praktisk Økologi Trine Krebs.
”Hele Trekantområdet summer af økologisk haveglæde, og det vil vi naturligvis gerne være med til at styrke. Vores lokale havenetværk, der består af 12 friske og engagerede haveentusiaster, har valgt de perfekte rammer til festivalen i De Orange Haller, der ligger lige ved siden af Fredericias urbane haver.”
Deltag i værksteder
Over 40 vidt forskellige værksteder vil fylde festivalen. Der er i løbet af dagen mulighed for at deltage i seks værksteder, der rummer alt fra selvforsyning, prydhaver, altandyrkning, skolehaver til husholdning. Alt sammen med et økologisk og bæredygtigt afsæt.
”Alle er velkomne til at deltage i vores festival. Medlemmer og ikke-medlemmer. Her er plads til alle, uanset erfaringer og viden på området. Nogle af vores værksteder er for nybegyndere, andre for de erfarne. Det bliver en dag fyldt med inspiration, viden og masser af netværk og samtaler. Der er også mulighed for at hilse på det lokale havenetværk og høre, hvad de laver,” siger Trine Krebs, der håber, at rigtig mange fra lokalområdet vil støtte op om arrangementet.
Festivalen er åben for alle. Der er dog begrænset deltagerantal, og billet skal købes i forvejen. Billet koster 400 kroner. Foruden adgang til seks værksteder får du får du økologisk frokost og aftensmad lavet af lokale Maria Bastholm med råvarer fra lokalområdet.
Festivalen i De Orange Haller er fra klokken 10-20, Sønder Voldgade 7-11. Tilmelding foregår på foreningens hjemmeside: www.oekologi.dk/festival