Flyvende børn i super opvisning
Oplev hæsblæsende vilde spring og smittende livsglæde
Efter en sommer, der i den grad har stået i Flying Superkids' tegn med shows i alle landets største byer er de ”flyvende superbørn” nu klar til at indtage resten af Danmark. Fredag den 10. oktober kommer forestilling til Fredericia Idrætscenter.
Over 23.000 gæster fra Esbjerg, Aalborg, Odense, København og Aarhus oplevede i sommers forestillingen i Flying Superkids' specialdesignede ”Paladstelt”. På danmarksturnéen lader Flying Superkids teltet blive hjemme, og rejser i stedet Danmark tyndt i deres dobbeltdækkerbus. På turnéen gæster ”superbørnene” 14 forskellige byer, og Fredericia er altså en af dem.
Nyt show, nye sange og kæmpe nyt lysshow
Årets forestilling byder på den verdenskendte blanding af gymnastik, akrobatik, dans, sang, tumbling og højtflyvende spring, og i år har Flying Superkids ekstra meget nyt på programmet.
“Vi forsøger at holde forestillingen i en konstant udvikling, så vores trofaste publikum altid oplever noget nyt og spændende, når de vender tilbage. Men specielt nu, hvor vi næsten lige har optaget ny CD og Show-DVD, er der rigtig mange nye numre & sange. Vi er endda så heldige at have en af verdens bedste cykelartister, Jimmy Enoch, med i showet i år,” fortæller Svend Godbersen, koreograf på showet.
Flying Superkids har også investeret i en ny kæmpe showproduktion og lysshow, som efter sigende skulle give publikum den helt optimale og intime oplevelse af showet. Produktionen rykker ind i hvilken som helst normal sportshal og omdanner den til en fuld udrustet ”showarena”.
Showets højdepunkt:
”Det er meget svært at sætte fingeren på, præcist hvad der gør, at vi oplever så stor en efterspørgsel på showet. For nogle er forestillingens højdepunkt helt klart, når vi laver flik-flakker i rasende fart eller tredobbelte saltoer. Andre er helt vilde med enkeltpræstationerne - drengen der står på en hånd, eller hende den helt lille der hulahopper med vildt mange ringe.
Generelt overrasker ”superbørnenes” niveau ofte folk, der ikke har set showet før - og ikke mindst deres glæde ved at optræde. Den energi, der strømmer fra scenen over til publikum, er jo ægte - de optræder, fordi de elsker det. Det er også derfor, vi ikke spiller så mange forestillinger i træk - det skal være en fest hver gang,” fortæller Svend, som selv var Flying Superkid” i over 10 år.
Billetter købes på: www.flyingsuperkids.com