Tusindben i efterårsfarver
Foreningen Tusindben har haft en god sommer med sol og varme aftner. I tirsdags, den sidste gåaften i september, blev det dog mørkt og med regnpytter på skovvejene. Så nu glæder Tusindbenflokken sig til at skifte til at gå søndag formiddag.
I hele oktober, november og december er mødestedet i Jørgensgård skov, skovens første P-plads på venstre hånd, lige efter bakken på Dambjerg er slut og Jørgensgård Skovvej begynder. Starttiden er kl. 10 hver søndag. Det ene hold går ca. 6 km, og det andet ca. 7, og omkring kl. 11.30 er turen i skoven slut, og deltagerne glæder sig til en fortjent søndagsfrokost derhjemme.
"Tusindben handler om motion, og bivirkningerne er frisk luft i ansigtet, en stribe indtryk af smuk natur, en snak undervejs med gammelkendte og nye mennesker – samt en behagelig træthed i krop og ben lige efter turen", siger Troels Olesen fra Tusindben.
Han fortæller også, at deltagertallet skifter med et gennemsnit omkring 30 hver gang, og at det er Sct. Georgs Gilderne i Åbenrå, der står bag. Tusindben har gået hver uge siden 2002, og de runder netop 38.000 ben, altså 19.000 deltagere, hvilket fejres med kage og kaffe.
Alle er velkomne. Det er gratis. Der er ingen tilmelding eller medlemslister. Man kommer bare og går med.