Fortsæt til indhold

Skær dit eget græskar i Oluf Jensens Gård

Mange efterårsaktiviteter i denhyggelige gamle købmandsgård

Arkiv
Arkiv

KØGE: Traditionen tro kan man igen i år komme til at skære sit eget græskar og lave sin egen græskarsæbe i Oluf Jensens Gård, Brogade 7 i Køge. Det foregår i efterårsferien fra torsdag den 16., fredag den 17. og lørdag den 18. oktober.
Torsdag morgen den 16. oktober, vil gården være fyldt med 150 græskar, klar til kreative glade børn og voksne. Græskarrene kommer fra Kildebrønde Frugtplantage, hvor de er blevet høstet af et hold elever fra Tjørnelyskolen i Greve.
Græskarskæringen foregår under det åbne halvtag, hvor der også vil være kage fra Hammershus Bageri, mens Vinspecialisten byder på kaffe og børneglögg fra Selleberg.
I Sæbeværkstedet vil der igen være åbent for at børn kan lave deres egen økologiske sæbe med duft og pyntet med blomsterblade. Sæberne laves i forme, og i anledning af Halloween kan man for eksempel vælge at lave et sæbegræskar eller en sort sæbemumie.
Det er nu tredje år arrangementet afholdes i Oluf Jensens Gård, og antallet af besøgende har været støt stigende, så i gården håber man på dejligt oktobervejr og rigtig mange glade gæster.
Arrangementet er støttet af Køge Handelsstandsforening og billetter til græskarskæring og sæbesmeltning, samt mange andre spændende efterårsaktiviteter i Køge, kan købes på Turistkontoret i Vestergade.
pm