Fortsæt til indhold

Så flot bliver Stændertorvet

Gennemkørsel er stoppet, mens den bornholmske granit lægges på plads i østsiden

Arkiv
Arkiv

Roskildenserne kan nu se, hvor flot det nye Stændertorv bliver med fliserne af bornholmsk granit, som håndværkerne fra PP Brolægning er begyndt at lægge på plads ved Algade i den østlige side af pladsen. Mens det står på er gennemkørsel i nord-sydgående retning mellem Allehelgensgade og Palæstræde eller Fondens Bro helt spærret. Oprindelig skulle dette arbejde have været udført midt i sommerferien for at genere trafikken mindst muligt. Men det viste sig, at brostenene var 'for knortede', så de ikke kunne lægges tæt nok til at give en stabil og holdbar belægning. Nu er de hugget mere lige, og så skulle det gå bedre. Hele det store projekt med et nyt Stændertorv gennemføres i flere etaper, så der hele tiden kan holdes torvedag hver onsdag og lørdag. Arbejdet udføres først på den østlige side af pladsen, hvor bygningen, som skal rumme café eller pølse-udsalg, er ved at skyde op. Senere kommer den centrale del af torvet og til sidst den vestlige ende over mod det gamle rådhus.