Da Roskilde stod under vand i 1934
Da stormen Bodil jog ind over Jyllinge og Roskilde i slutningen af sidste år og fik vandstanden til at stige med 206 centimeter, var det ikke første gang, Roskilde stod under vand, der var blæst op fra fjorden, fortæller Lisbet Blomdahl.
Omkring 1934, da hun var cirka syv år, blev hendes barndomshjem på Frederiksborgvej 101 oversvømmet, fortæller Lisbet, som dengang hed Tholstrup til efternavn.
Lisbet Blomdahl har et gammelt privat fotoalbum, der viser, hvordan Roskilde så ud for 76 år siden.
Hun viser de mange minder fra barndommen frem, som hendes familie har foreviget i sort og hvid.
Skruen drejes
Tiden skrues tilbage til 1934. Roskilde viser sig med gader af grus, huse af træ, med mælkejunger på vogne og heste og køer i gaderne.
Man ser sommeridyl ved fjorden, børn på en tømmerflåde og en stol i en flagstang nytårsaften.
Bondekoner iført tørklæde og gammelsdags dragter går rundt på en hårdstampet gårdsplads.
De gamle fotos viser også, at vandet dengang stod højt på Fredreriksborgvej, hvor en bil kører igennem fjordvandet, netop som billedet blev taget.
Dermed kan Lisbet Blomdahl dokumentere, at vandstanden i fjorden steg mere end en gang i de seneste 100 år .
Hun husker, at vandet kom ind i huset, men ikke om inventaret blev ødelagt, som det gjorde i de stormflodsramte huse i fjor.
- Det gjorde de nu nok, men jeg var jo så lille dengang, forklarer hun.
Barndomshjemmet var bygget af træ, der var fældet i Boserup Skov.
Stammerne blev roet hen til matriklen på Frederiksborgvej ad den direkte fjordvej, som man kan se på et af billederne.
Oversvømmet igen
Da stormen Bodil rasede i Roskilde i 2013, fik Lisbet Blomdal det igen at mærke på egen krop.
Hun fik to meter vand i kælderen på sin adresse på Frederiksborgvej, der ligger lidt tættere på byen end barndomshjemmet.
Hun havde ellers taget hensyn til stigende vandmasser, da huset blev opført.
Kælderen er lavet af jern, der er bygget til at holde vandet ude. Når vandstanden ellers holder sig til normalen.
Lisbet Blomdal har en mur i haven, der adskiller hendes grund fra fjorden.
Den vil hun nu bygge endnu højere, så hun undgår at opleve, at hjemmet bliver oversvømmet for tredje gang.
ag@roskildeavis.dk