Fortsæt til indhold

International pris til danske ældreråd

Arkiv
Arkiv

HÆDER: Ældrerådene i Stevns, Køge og Faxe har sammen med de 95 andre Ældreråd modtaget en international pris 'Open Government Award'. Barack Obama var med.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt overrakte ved en officiel ceremoni i FN-bygningen i New York for nylig førsteprisen ”Open Goverment Award” til sekretariatsleder Marianne Lundsgaard, Danske Ældreråd.
Statsministeren sagde i sin tale blandt andet, at folkevalgte Ældreråd er en institution i Danmark, og at ældrerådene har bevist deres værdi og legitimitet. Ældreråd sikrer og medvirker til dialog og samarbejde mellem kommunalbestyrelse og civilsamfundets ældre borgere.
Prisen, der er indstiftet af ”Open Goverment Partnership”, hædrer de bedste offentlige borgerinddragelsesinitiativer blandt de deltagende 64 lande. Tre initiativer modtog en pris under overværelse af mange statsoverhoveder. Danmark fik førsteprisen, mens Montenegro og Philippinerne fik henholdsvis anden- og tredjeprisen. 33 lande havde indstillet ét initiativ til prisen.
De internationale dommere fandt, at den danske model med ældreråd er en så unik institution, at de skulle hædres med førsteprisen.
- Det er med stolthed, vi i DANSKE ÆLDRERÅD modtager denne pris. Danmark er foregangsland på mange områder, nu også for borgerinddragelse på ældreområdet. Prisen er en hæderspris og et skulderklap til de mange ældrerådsmedlemmer, der netop i disse dage kritisk gennemgår de kommunale budgetter for efterfølgende at rådgive politikerne. Prisen er også en anerkendelse af et fremsynet Folketing, der i 1996 vedtog lov om folkevalgte ældreråd. Det kan vi i Danmark være stolte af, og DANSKE ÆLDRERÅD vil gerne inspirere andre lande, siger formand for Danske Ældreråd, Bent Aa. Rasmussen.
Fra det lokale Ældreråd i Stevns Kommune tilføjer formand Birthe Høfler:
- Vi er stolte over denne påskønnelse af ældrerådenes arbejde, og det animerer os til at fortsætte med at gøre vores bedste for vores ældre medborgere. Ældreråd er kompetente med- og modspillere til politikere og embedsværk, de har legitimitet, idet de er folkevalgte og lovfæstede, og de findes i denne form kun i Danmark.
pm