Fortsæt til indhold

Ove Pedersen arbejder på at blive træner i Tyskland

Ove Pedersen har en svaghed for tysk fodbold

Arkiv
Jørgen Flindt

Ove Pedersen er for tiden på udkig efter en ny klub, hvor han kan træne og udvikle holdet. Og her har han for tiden et ekstra godt øje til Tyskland.
“Udlandet lokker da stadig, og min største ambition er at komme til at træne en klub i Tyskland. Det er et fodboldland, der står som noget specielt for mig. Dels på grund af kulturen, hvor mange møder op til kampene, uanset om det er langt nede i rækkerne, og dels fordi jeg jo har fulgt bundesligaen på fjernsyn siden jeg var barn,” siger han.
Han har også i mange år fulgt tysk fodbold på stadions i Tyskland.
“Lige for tiden tager jeg til Tyskland og ser en række kampe nede i rækkerne. Det giver et stort netværk, og giver et stort kendskab til den tyske fodboldkultur og måde at spille på. Tingene er anderledes i Tyskland, og det skal man vide, inden man kommer dertil. Det ved jeg,” siger han.
Så den tyske drøm lever, og er ingenlunde umulig at få opfyldt.
“Nej, der arbejdes på sagen,“ siger han og smiler.
Ove Pedersen har tidligere været mulehår fra at træne en tysk klub, men valgte at takke nej.
“Jeg havde chancen, men takkede nej af forskellige grunde. Og hvis jeg ikke får lov til at træne en tysk klub, så vil jeg sige, at det nej i så fald er det eneste, jeg fortryder i min lange karriere,”.
Selv om der tænkes i en tysk retning, er det rette job i Danmark også velkommen.
“Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at ringer en dansk klub, der vil have mig og har en god vision, jamen så står jeg der ti minutter efter,” siger han.
For livet som træner er stadig en passion.
“Det bedste i fodbold er at spille. Det næstbedste er at træne. Nummer tre må være at være sportschef eller direktør. Spille på højt plan kan jeg jo logisk nok ikke længere, men være træner kan jeg. Og jeg vil hellere have det næstbedste job end det tredjebedste job. Selvom jeg fylder 60 år næste gang, er jeg slet, slet ikke færdig med at arbejde. Jo mere jeg arbejder, jo mere energi får jeg,” siger han og smiler stille.


Fakta:
Ove Pedersen fyldte 60 år i lørdags.
Han er født på Tørring-kanten, men flyttede til Thyregod som barn.
Han har været aktiv fodboldspiller på topplan i Ikast og Herning. De to klubber fusionerede i 1999, og her blev han den nye fusionsklubs første træner. Siden har han trænet klubber som AGF, Esbjerg og senest F.C Vestsjælland.
En gang har han været træner i udlandet, det var i 1996-97, hvor han var træner for Qatars Ungdomslandshold.
Han er gift med Annette, og sammen har de to børn, Kenneth og Tanja.