50 millioner kroner til udsatte i Vejle
Vejle Kommune får over 50 millioner til at hjælpe udsatte borgere med at komme i arbejde
En sundhedscafe for udsatte borgere og mere samarbejde med de virksomheder, som er til stede i udsatte boligområder i Vejle Kommune. Det er nogle af elementerne, når Vejle Kommune nu styrker den sociale indsats i partnerskab med Økonomi- og Indenrigsministeriet. Over de næste tre år får kommunen 52,5 millioner kroner fra den sociale særtilskudspulje for at understøtte kommunens indsats i områder med sociale problemer. Det oplyser Vejle Kommune i en pressemeddelelse.
Der bliver fokus på områderne Løget By/Søndermarken og Finlandsparken/Nørremarken, men også en forebyggende indsats i Vestbyen er i fokus.
Kommunen vil forstærke og videreudvikle indsatsen inden for sundhed med blandt andet en sundhedscafe, sundhedsrådgivning og en sundhedsplejerske til socialt udsatte. Kommunens erfaringer viser, at mere fokus på sundhed kan få flere borgere i arbejde eller uddannelse. For at hjælpe borgerne med at få et arbejde er der samtidig fokus på et tættere samarbejde med virksomhederne i områderne. I Løget er der eksempelvis indgået en aftale med de virksomheder, som står for renovering af områderne, om at levere et antal praktikpladser og lærepladser. Vejle Kommune vil udvikle og udbrede dette samarbejde med virksomhederne og med AAB.
“Vi har brug for at udvikle vores evne til at bringe udsatte unge tilbage på sporet og forebygge permanent marginalisering blandt voksne. Vejle kommune har ambitiøse mål om opsporing af udsatte børn og unge og at bringe førtidspensionister tilbage i arbejde,” siger Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard.
Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard siger:
“Vi er meget glade for aftalen med Økonomi- og Indenrigsministeriet. Pengene skal bruges til at give borgerne i vores udsatte boligområder mere tryghed, højere trivsel og flere muligheder. Det er ofte det lange seje træk, der er brug for, og derfor betyder det meget for os at kunne lægge en mere langsigtet strategi, som aftalen giver os mulighed for. Pengene er allerede øremærkede til at fortsætte og nytænke vores arbejde i Finlandsparken og Løget, og så skal vi have særligt fokus på Vestbyen, som i stigende grad oplever sociale udfordringer.”
I forvejen har København, Køge og Aarhus Kommuner tilsvarende partnerskaber med ministeriet.
Aftalen består af en fælles aftale om et flerårigt socialt tilskud på 17,5 millioner kroner om året i perioden 2014-2016.