Køge-borgmester gæster Videnscaféen
BORGMESTERJOB: Borgmester Flemming Christensen er næste gæst i Videnscaféen i Køge.
Hvordan ser en hel almindelig dag ud på borgmesterkontoret? Det spørgsmål har værten i Køge Biblioteks Videnscafé stillet til borgmester Flemming Christensen torsdag den 30. oktober kl. 16.00.
Borgmester Flemming Christensen vil i en lille time fortælle om sin hverdag og sine erfaringer fra det første år på Køge Rådhus.
Herefter inviteres alle cafégæsterne til at gå 'med borgmesteren på arbejde', d.v.s. være med til at indvie den nyanlagte plads foran KØS i Nørregade. Her skal borgmesteren holde tale og være med til at fejre Nørregades nye byrum.
Videnscaféen springer således ud af sin vante ramme. Men der vil som altid blive serveret god viden til eftermiddagskaffen. Det er gratis og alle er velkomne.
- Idéen med Videnscaféer er at få øjnene op for den store viden, der eksisterer blandt os borgere i Køge Kommune. Hermed får vi alle lidt mere brændstof til hovedet og en anledning til gode debatter, fortæller bibliotekar Randi Petersen fra KøgeBibliotekerne.
pm