Fortsæt til indhold

Servicen er helt i top i Køge

Køge vandt i denne uge titlen som Danmarks mest servicemindede handelsby og fremhæves desuden for sine smukke og hyggelige butiksområder.

Arkiv
Martin Rasmussen

KÅRING: Køges forretninger er helt i særklasse, når man måler på servicen over for kunderne. Det er i hvert fald konklusionen i årets prisuddeling til de bedste handelsbyer i Danmark, som Institut for Centerplanlægning, NCSC og Detail-forum står for.
Her vandt Køge i denne uge prisen som den mest servicemindede handelsby 2014. Desuden kom byen i top-fem i hovedkonkurrencen om at blive Danmarks bedste handelsby - her vandt Vejle - samt i kategorierne "Danmarks flotteste handelsby" og "Danmarks hyggeligste handelsby", så det er ikke uden grund, at der jubles i Køges forretningsliv i disse dage.
- Vi er rigtig stolte og glade, for det er udtryk for, at kunderne føler sig velkomne i butikkerne. Prisen er i den grad alle butikkernes og virksomhedernes fortjeneste, og den honorerer den store indsats, der bliver gjort hver dag, siger Vicky Dong Jensen, der er koordinator i Køge Handelsstandsforening.
Kåringen fejres blandt andet lørdag den 11. oktober på Torvet, hvor sangeren Wafande, der blandt andet er kendt fra tv-programmet Voice Junior, går på scenen klokken 14.00 og skriver autografer efter sin optræden.
Allerede fra klokken 11.30 er der musik med Køge Skoleorkester og Køge Byorkester, og klokken 11-15 er der champagne til kunderne i butikkerne, da Lørdags-Avisen har sponsoreret 300 flasker for at fejre begivenheden.