Åbningsfest for SkateCity
Fyrtårn for streetsport i Danmark åbner i Haderslev med en tredages fest fra fredag klokken 15.00
Fredag den 10. oktober kl. 15 åbner et nyt kulturelt fyrtårn for streetsport i Danmark, når StreetDome officielt indvies på havnen i Haderslev. Det bliver et brag af en indvielse med deltagelse af fx internationale streetsport stjerner som Kriss Kyle (BMX) og Rune Glifberg (skateboard). Se nogle af landets bedste lege i parkourparken når Gerlev Idrætshøjskoles performance team kigger forbi. Og prøv Parkour under kyndig vejledning fra Street Movement.
StreetDome er et streetsport- og kulturhus på internationalt niveau, hvor der både inde og ude er rig mulighed for klatring, skateboarding, streetbasket, løbehjul, BMX og parkour. Et unikt landskab for byrumsidræt og samtidigt et ungdomsmiljø, hvor der er mulighed for at de unge kan mødes og udvikle selvorganiserede aktiviteter som musik, film med mere.
Huset bliver således også en kulturel dynamo med koncerter og et samlingssted for kreative studiemiljøer og innovativt erhvervsliv.
"Det bliver en stor dag"
"Det er en meget stor dag, hvor vi virkelig sætter Haderslev på landkortet med et enestående kulturelt fyrtårn," siger borgmester H.P. Geil.
Projektet er blevet til virkelighed takket være markant støtte fra fire danske fonde – A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Realdania, Lokale- og Anlægsfonden samt Nordea-Fonden.
"Sammen med Haderslev Kommune og initiativtagerne fra StreetDome med idemanden og nu daglig leder Morten Hansen i spidsen er der skabt et bymiljø, der allerede nu tiltrækker hundredvis af børn og unge, der har fået en fantastisk mulighed for at udfolde sig," siger H.P. Geil.
"Et unikt samarbejde!"
"StreetDome er resultatet af et stærkt og unikt samarbejde mellem Haderslev Kommune og lokale ildsjæle. Man har turdet gå helt nye veje, hvilket selvfølgelig er krævende. Men udvikling opstår, når helt forskellige verdener skal samarbejde. Det er lykkedes godt, og det tegner positivt for det tætte samarbejde, der fremadrettet er en nødvendig betingelse for succes. Vi oplever allerede, hvordan der fra hele landet - ja, sågar fra hele verden - bliver kigget i retning af Haderslev. Det bør bruges til noget godt - både for kommunens borgere og i forhold til bosætning, turisme og erhvervsliv," siger Morten Grøn, formand for bestyrelsen i StreetDome.
Opførelsen af det store streetsportsanlæg er sket i samarbejde med entreprenørfirmaet Hoffmann A/S, der har gennemført en særdeles vanskelig byggeudfordring.