Fortsæt til indhold

Millionbesparelser afgøres

Besparelser kommer til at gøre ondt, forudser udvalgsformand

Arkiv
Peter Friis Autzen

I denne uge afgør Fredericias social- og omsorgsudvalg, hvordan økonomien skal genoprettes. Og det bliver smertefuldt, forudser udvalgsformand Henning Due Lorentzen (S).
Udvalgets udgifter indenfor voksenservice buldrer af sted mod et overforbrug på 19,8 millioner kroner i forhold til budgettet. De penge skal findes.
"Det her er en af de værste opgaver. Pyha. Jeg har det snart ad helvede til," siger Henning Due Lorentzen om udfordringen.
Det var oprindeligt planen, at sparekniven skulle svinges i sidste uge. Men beslutningen blev udskudt til onsdag aften i denne uge. I mellemtiden inviteres pårørende og brugere til en slags høring-møder for at give deres reaktioner på udsigten til besparelser.
"Allerede sidste år iværksatte vi nogle sparetiltag, som ikke er slået igennem endnu. Det ændrer tallene lidt - men vi skal stadig finde omkring 15 millioner kroner," siger Henning Due Lorentzen.
Dermed er sparebehovet trods alt mindre, end det sparekatalog, der i den seneste uge har givet anledning til debat og frustration. Men altså stadig stort.
De omtalte millionbesparelser i social- og omsorgsudvalget ligger udover den kommende, store kommunale sparerunde på mellem 75 og 80 millioner kroner, som udvalget dog er fredet fra.