Endnu engang

Mine ben tager et skridt ad gangen. Det er nu meget smart, for jeg løber, og så er det jo en god taktik.
Højre ben forrest, venstre ben. Højre igen, Og sådan fortsætter det. Jeg er atter begyndt at løbe efter, at sommeren er på retur, og cykleturene er blevet lidt mere spredte i antal.
Jeg er ikke en supermotionist. Overhovedet. Jeg er vist bare en helt almindelig mand, der egentligt ikke gider, men synes at jeg bør da gøre det, fordi det jo er så godt for kroppen.
Så jeg løber. Ned ad vejen, hen til Nordre Villavej, hvorfra udsigten er fantastisk ud over byen under mig, til højre og ned mod skoven, til højre igen op mod søen.
Jeg har løbet meget i mit liv, men aldrig særligt lange ture. Jeg dur ikke til at æde mig selv, og gider ikke de lange ture. Så hellere interval. Løbe langsomt, hurtigt. Trave. Op ad bakker. Nedad igen. Slut.
Og til formål har jeg genfundet noget jeg havde bevidst glemt, nemlig musik i ørene. Det er egentligt en uskik, og ikke skide smart at løbe uden at kan høre trafikken, og desuden er mine øre lidt sarte efter tyve års øveaftner og spillen musik, men jeg sætter alligevel musik i ørene, og løber.
Først til et stykke 90er hit med Sash. 'Encore une fois'. Fransk for endnu engang.
Jep, Sash, du har ret, jeg er endnu engang i løb. Ved søen skifter musikken dramatisk. 'Otto er et næsehorn' med Tom McEwan nulrer mine øre. Børnemusik som løbemusik?
Jo, den er god nok, og jeg står ved det, Prøv at genhøre den en dag, og læg mærke til rytmen (og i øvrigt også en fed tekst), der sparker en fremad. Reggae i løberytmer.
Efter søen går det opad, og det begynder at rykke i mine allerede trætte ben. Damm, jeg er langt fra den ironmann, jeg da så heldigvis heller ikke gider kaste mig ud i. Det er 'so last year'. Næ, den nye sort er at løbe på grund af motionen mere end selvdyrkelsen. I hvert fald i mit hoved.
Og især i mine ben, der med et begyndende syretrip kæmper sig opad.
Børnemusikken er for længst væk, og efter et par almindelige bløde nutidssange toner råheden frem i form af et gammel The Cure sang om 'Fashination Street.' Ikke meget børnevenlighed over den, men den tunge basgang blandet med trommernes tunge rytmer flytter mine fødder.
At løbe er en menneskelig ting. Ok, ulve synes sikkert vi mennesker er novicer, men faktisk er vi mennesker ret seje til at løbe. Bare det, at vi kan løbe langt, gør os specielle, for de fleste andre dyr satser på hurtighed i en kort periode. Men vi og ulve satser på udholdenhed.
Jeg er hverken hurtig eller kan løbe langt, og mine ben giver lidt op. Jeg stopper op, trækker vejret tungt ned i lungerne, og The Cure får lov til at tone ud i mine øre. Jeg løber ind i skoven. Her på kanten af Grejsdalen er der nu ikke stille, for trafikkens støj fra både dal og bakketop rammer mig, så jeg sætter atter lidt musik i ørene, alt mens jeg nærmest hopper nedad en stejl sti. Den ændrer pludselig udtryk. Nej, nej, nej, skal jeg opad den bakke? Svaret er ja. Desværre.
Jeg vandrer opad med lunger på størrelse med Bornholm, og ben tungere end nordsjællandske vejbroer. Jeg havde tænkt mig at lade Sash og 'Encore une fois' være slutnummeret. Den jeg skulle spurte hjem til, men dertil er formen endnu ikke god nok.
Jeg lunter hjemad til 'Manamana'. Den med Animal fra Muppet Show. Løbemusik er en mangfoldig størrelse.