Fortsæt til indhold

Ildsjæle og aktive medborgere

Arkiv
Af Henrik Rasmussen / Administrerende direktør Roskilde Festival Gruppen

Fredag 26. september fejrede Roskilde – og en række andre kommuner landet over – Frivillig Fredag. 150 aktive medborgere var med i dagens workshops om medskabelse i Roskilde Kongrescenter, og ikke færre end omkring 600 frivillige fra 200 foreninger mødte op til aftenens fejring.
Jeg glæder mig over, at så mange engagerede ildsjæle har tid og lyst til at afsætte en fredag aften for at fejre frivilligheden. Men endnu mere varmer det, at der blandt flertallet af de lidt gråsprængte damer og herrer, som var mødt op om aftenen, også var en hel del unge med stærke ideer, som de fører ud i livet.
Jeg har lyst til at nævne Chill as a Cucumber, som består af unge fra bl.a. Hal 12, Gimle, Badestu-en på INSP! og Sound-Tjek, der er gået sammen om at planlægge en event, der er større end det, de kunne skabe hver for sig. Og de to gymnasiedrenge Mads Østergaard Nielsen og Stig Bo Andersen, der to år i træk har stået bag lyrikfestivalen Lyrikspor, hvor unge talenter udfordres til at koble lyrik med andre kunstformer så som musik eller billedkunst i spritnye ‘mashede' (blandede) værker inspireret af mere eller mindre kendte steder i Roskilde. Det er ikke alene godt tænkt og godt gået. Det er også til stor inspiration for det øvrige kulturliv i Roskilde.

Kulturliv støbes nu

Vi skal være glade for og stolte over, at vi i Roskilde har engagerede unge som dem med gå på-mod og vilje til at gøre en forskel. Det handler ikke alene om, at der dermed skabes et rigt kulturliv nu og her. Det handler også om fremtidens kulturliv. Det støbes her. Her prøver både arrangører, kunstnere og performere deres idéer og evner af. De viser det frem, de får respons, og tilskuerne får nye indtryk og oplevelser, som skærper deres blik på kultur generelt. Og det skærper deres blik på verden. Hvis jeg kort må tage en afstikker til sidst, jeg skrev på denne plads; så er det bl.a. her til man kan vende blikket, når visionerne for fremtidens kulturliv i Roskilde skal udformes.
Lige så vigtigt, er det dog, at unge som disse også kan være rollemodeller for unge i Roskilde generelt i forhold til at engagere sig i sin omverden og påvirke den. Aktivt medborgerskab som det hedder. Det er der på landsplan omkring en fjerdedel unge i alderen 16-25 år, der gør. Jeg kender ikke tallet i Roskilde, men jeg gætter på, at det er på samme niveau; måske endda lidt højere for Roskilde har et af Danmarks mest aktive foreningsliv, og vores kommune arbejder målrettet på at hjælpe unge med gode idéer, så de ikke opgiver undervejs i en langtrukken ansøgnings- og behandlingsproces. Det sidste er ekstremt vigtigt. For at få ideerne ført ud i livet, selvfølgelig, men især for oplevelsen af at det er muligt at gøre en forskel.

Demokrati

Den oplevelse er med til at uddanne og oplære vores unge til ansvarlige, demokratiske borgere, der involverer sig og tager stilling, og kobles det med oplevelsen af at skabe noget sammen med andre fx i en forening, så tror jeg også på, at de unge får bevidstheden med om, at forandring skabes bedst i fællesskab og under hensyntagen til andre og til fællesskabet.
Det handler om kort sagt om demokrati.
Mit indlæg i dag er derfor også en opfordring til, at vi sammen hjælper unges aktive medborger-skab og demokratiske stillingtagen endnu mere på vej her i Roskilde.
Det er ikke gjort ved ”bare” at sætte en fysisk ramme for et behov, man som velmenende kommune eller ældre borger tror, at de unge har. Så sker der intet eller værre endnu, der sker det modsatte. (Og ret skal være ret; det er heller ikke sådan, at jeg ser, vores kommune agerer).
Initiativet skal komme fra de unge selv. Det skal baseres på deres behov og ønsker. Hverken Chill as a Cucumber eller Lyrikspor er jo opstået, fordi andre satte rammerne for det. Nej, ide og energien til at skabe det kommer fra de unge selv. Så spørgsmålet er, hvordan vi inspirerer til, at det engagement kan opstå. Og hvordan vi hjælper det på vej.
Fingeren peger på os selv. Alle undersøgelser viser, at det gør det bl.a. ved, at omgivelserne også engagerer sig og gør noget for deres omverden, arbejder på at skabe en forandring. Det er et socialt mønster, der spredes som ringe i vandet. Fredag for et par uger siden var 600 af den slags mennesker samlet i Roskilde. 600 ud af heldigvis mange, mange flere engagerede Roskildeborgere. Hånden på hjertet: Er du en af dem? Hvordan viser du dit engagement, og hvordan viser du, at du tager stilling?
Engagement kan jo have mange forskellige udtryk. Det kan være som meget aktiv frivillig ildsjæl, og det kan være at følge med i de ting, der sker i vores by, diskutere dem, lytte til andre, lære af dem. Det kan være at bruge byens kulturliv, lade sig inspirere og udfordre, at insistere på økologi i hverdagen, være opmærksom og hjælpsom over for dem, der har behov, før de selv beder om det.
Det er at sætte sig selv i spil med andre og for andre.
Næste folketingsvalg finder sted inden for et år – senest den 15. september 2015 skal det være afholdt. Skal vi ikke hjælpes ad med at gøre Roskilde til den by, hvor flest tager stilling?



Rødt citat
”Mit indlæg i dag er derfor også en opfordring til, at vi sammen hjælper unges aktive medborger-skab og demokratiske stillingtagen endnu mere på vej her i Roskilde.”