Her er den nye leder af Økolariet
Vejle Kommune har fra 1. november 2014 ansat Niels Nørgaard som ny leder af Økolariet. Han kommer fra en stilling som udviklings- og forskningschef i Randers Regnskov. Niels Nørgaard er 56 år og uddannet biolog. Som leder af Økolariet erstatter han Ole Due, der tidligere på året annoncerede, han ville træde tilbage.
Niels har arbejdet 18 år i Randers Regnskov, hvor han har været med til at udvikle Randers Regnskov til et besøgscenter med over 300.000 gæster. Før det arbejdede han 8 år på Esbjerg Fiskeri- og Søfartsmuseum.
Niels har arbejdet med ledelse igennem mange år. I sit virke har han arbejdet med såvel strategier, udstillinger, undervisning, forskning, fondsansøgninger som drift, så udover diverse lederfunktioner har han stiftet bekendtskab med mange discipliner.
”Vi er overbeviste om, at Niels Nørgaard kan tilføre Økolariet masser af nye ideer, og at han kan være med til at udvikle Økolariet til nye højder i tæt samarbejde med medarbejderne. Økolariet har nu eksisteret i 11 år og der er sket en løbende udvikling i såvel udstillingerne, undervisningen som besøgstallet. Nu skal der dog noget mere og noget andet til for at bringe Økolariet endnu højere op i publikums bevidsthed. Det er derfor det helt rigtige tidspunkt og den helt rigtige leder, vi har ansat,” siger Henrik Stjernholm, stadsarkitekt, Teknik & Miljø, Vejle Kommune, i en pressemeddelelse.
Niels Nørgaard: ”Stillingen som leder af Økolariet er mit ønskejob. Jeg har flere gange besøgt Økolariet som gæst, og det virker som et meget inspirerende og rart sted. Jeg har meget stor lyst til at udvikle Økolariet sammen med medarbejderne og i tæt samarbejde med Natur & Miljøudvalget samt byrådet. Som hidtil skal vi fokusere intensivt på borgerne og den oplevelse, de får i Økolariet. Økolariets kendemærke er at give læring og ny erkendelse gennem oplevelser, og det skal styrkes endnu mere. Oplevelser i Økolariet skal bidrage med nytænkning omkring smartere byudvikling, social bæredygtighed samt et øget samfundshensyn, så vi skaber sammenhængskraft og ruster os mod verdens klimaudfordringer. Som medlem af bynetværket '100 Resilient Cities', har Økolariet en god mulighed for at styrke byens engagement i modstandsdygtighed. Jeg har bred erfaring i udvikling af udstillingscentre, og disse erfaringer vil jeg naturligvis gerne tilføre Økolariet,” siger Niels Nørgaard.
En af de første opgaver bliver at arbejde med Visionsplanen for Økolariet, der skal være med til at sætte rammerne for de kommende års udvikling. Derudover skal Niels Nørgaard naturligvis lære hele huset at kende og ikke mindst samspillet med de øvrige afdelinger i Teknik & Miljø, andre forvaltninger i Vejle Kommune samt de mange eksterne parter, som Økolariet samarbejder med.