Mere guld til ungdommen i Skovbo
Skovbo Golfklubs U16 C-2 vandt DGU Juniorholdturnering 2014
GOLF: Skovbo's U16C-2 hold bestående af Magnus Bodholt, Alexander Saugmann og Morten Kopytko på holdet, har taget det sidste lange skridt mod toppen af vinderpodiet, og kan nu med rette kalde sig Danmarksmestre i Juniorholdturneringens U16C-række.
Som det også var tilfældet i landsdelssemifinalen og landsdelsfinalen, så blev landsfinalen uhyggelig spændende, og først afgjort på allersidste hul, hvor Alexander Saugmann i 2. single opnår uafgjort i sin match ved netop at vinde hul 18.
Tidligere på finaledagen måtte først Morten Kopytko se sig besejret 4/3 af en på dagen bedre spillende modstander, mens Magnus Bodholt næsten vanen tro, trynede sin modstander 6/5.
Alexander Saugmann var tidligt i matchen 2 nede, men får udlignet på starten af bag-9. Denne stilling holder til hul 17, som han desværre taber, og kravet til Alexander Saugmann var altså at vinde hul 18, hvis turen hjem fra Dejbjerg Golf Klub ved Skjern skulle være med de ”rigtige” pokaler.
På 18 green har modstanderen et 1½ m. put for at dele hullet, og dermed stå som samlet vinder. Uheldigvis for dem vælger bolden turen 360 grader rundt i hulkanten, for blot at blive oppe.
Der er efterfølgende så meget styr på nerverne, at Alexander Saugmanns put for at vinde hullet - og dermed dele matchen og stå som samlet vinder - aldrig forlader midten af koppen.
- At de tre Skovbo-drenge ender med at stå som Danmarks bedste U16C-spillere er i den grad velfortjent. De har igennem hele sæsonen igen og igen vist at besidde de værdier, der gør et hold stærkt. De har støttet ubetinget op om hinanden, og hver især budt ind, når det var påkrævet. Der har ikke været noget med at slå op i banen på en dårlig dag, eller slappe af på en god dag. Hulspil er krig på golfbanen, om her gælder det nu en gang om at minimere egne skader, mens man påfører sin modstander størst mulig skade, fortæller ungdomsformand Jesper Wedersøe.
Samtidig har de i deres holdkaptajn, Birger Lerskov Jensen, haft en leder, der har vist dem tilliden til at spille deres eget spil, og også været klar til at rette dem ind, når det har været påkrævet. Spillernes forældre har også en stor aktie i denne succes, da de sæsonen igennem har sørget for rigtig god opbakning til spillere og holdleder.
pm