Karina giver sig god tid til alle slags fødder
Byens nye fod- plejer finder man i CK Kosmetisk Klinik på Nørretorv
Den 1. september slog Karina Meldgaard døren op til sin egen fodklinik Klinik No. 1 på Nørretorv i Aabenraa hos CK Kosmetisk Klinik.
“Her er et dejligt miljø med fire selvstændige klinikker i samme hus. Det er meget inspirerende,” siger Karina Meldgaard, der blev færdig som lægeeksamineret fodplejer i sommers efter en fortid i rejsebranchen, hvor hun var erhvervssælger hos Top Rejser.
“Jeg har ofte selv benyttet en fodplejer og har altid været fascineret af, hvad sådan en kan, og af den ekstreme velvære en behandling giver. Det drejer sig om at give sig god tid, ligesom en god start og slut er vigtig for en vellykket behandling,” slår hun fast.
“Alle kan have glæde af en fodplejer. Lige fra børn med fodvorter, hård hud hos 10-12 årige fodboldspillere, en pæn hæl til pigen med højehælede sko, diabetikere og gigtpatienter, mennesker som af den ene eller anden grund ikke kan nå ned til deres fødder osv. Det er virkelig et bredt spekter af folk, som med fordel kan besøge en fodplejer,” fortæller Karina Meldgaard, der også tilbyder en række produkter, som man selv kan benytte i sin fodpleje, f.eks. efter en grundlæggende behandling hos byens nye fodplejer.