Fortsæt til indhold

Agerbæk Skole kommunemestre i programmering

Tirsdag blev årets kommunemesterskab i programmering afholdt på 10iCampus i Varde

Arkiv
Kim Schou

Det var ikke et hvilket som helst kommunemesterskab, der blev afholdt , men et mesterskab i at designe og konstruere et køretøj, som udover at se sej ud, også skulle kunne køre.
Fra hver af Varde Kommunes i alt 10 overbygningsskoler var to elever og deres lærere inviteret til at deltage i dysten og heraf havde fire skoler kunnet afse tid til at deltage.
Invitationerne var afsendt til skolerne i begyndelsen af skoleåret, og opgaveformuleringen lød kort og godt: ”Kommunemesterskab i programmering”.

Anderledes dag

Bag denne kortfattede overskrift gemte sig et ønske om at samle en flok naturvidenskabsinteresserede unge, vække deres nysgerrighed og konkurrencevilje samt give dem en spændende og anderledes dag, der gjorde arbejdet med faget vedkommende. Det lykkedes til fulde.
”Gennem et års tid har vi på Sciencelinjen på 10iCampus arbejdet med køretøjer i LEGO Mindstorms,” fortæller lærer Carina Hartvig Bruun Severinsen.
Derfor gik eleverne i gang med at samle, skille tingene ad, afprøve, forkaste, bygget op igen, programmeret, ændret og opstillet brugbare samt ubrugelige hypoteser i massevis.
”Der blev lavet baner ude og inde, gjort forsøg med trapper og med plane flader, så kun fantasien og de fysiske rammer udgjorde begrænsningen,” fortæller Carina Hartvig Bruun Severinsen.
Det var et krav at køretøjet ikke ”bare” skulle kunne køre en forud programmeret rute, det skulle også se smart og sejt ud!!
De unge, som kom fra Agerbæk Skole, Blåvandshuk Skole, Brorsonskolen og Lykkesgårdskolen, fik i løbet af dagen forplejning i form af sandwich og sodavand.
Vinderne blev holdet fra Agerbæk Skole tæt forfulgt at Blåvandshuk Skole. 1. præmien var et gavekort på 300 kr. til Varde by og 2. præmien gavekort til Mc Donalds.