Fortsæt til indhold

Prisvinder sender ros til sit akademi

Pelle Emil Hebsgaard giver Musicalakademiet 90 procent af æren for sin succes

Arkiv
Peter Friis Autzen

“90 procent af æren for mit talent ligger hos Musicalakademiet i Fredericia,” siger Pelle Emil Hebsgaard.
I sidste uge modtog han Lauritzen Fondens Believe-in-you-pris på 20.000 kroner.
Prisoverrækkelsen skete ved et stort og fornemt arrangement i Skuespilhuset i København. Alligevel var Pelle Emil Hebsgaards hjerte og tanker i Fredericia, hvor grunden til hans seneste års succes på danske teaterscener blev lagt.
“Akademiet har haft kæmpe, kæmpe, kæmpe betydning. På akademiet vokser man hundrede år i løbet af tre år. Man bliver simpelthen så meget klogere på livet og lærer så meget om at knokle og komme sig over nederlag. Akademiet har givet mig 90 procent af det, der har ført mig derhen hvor jeg er i dag. Og ja, jeg har succes, så jeg ind imellem må ringe hjem til min far i Jylland, så han kan fortælle mig, at træerne ikke vokser ind i himlen,” siger Pelle Emil Hebsgaard.

Genie blev startskuddet

Pelle Emil Hebsgaard brød for alvor igennem med rollen som lampeånden Genie i Fredericia Teaters store Disney-musical, Aladdin.
Siden har der været bud efter ham fra mange scener, og han har også været tilbage i Fredericia med en hovedrolle i Young Frankenstein. Aktuelt er han på Nørrebro Teater.
Og hans talent, komiske timing og energiske optræden er blevet bemærket.
“Jeg er jo the new kid on the block. Det kan eller skal jeg ikke blive ved med at være. Og med en talentpris som denne er der jo også lagt et forventningspres på mig: En forventing om, at jeg bliver ved med at udvikle mig,” siger han.
Lauritzen Fondens priser er anerkendte og for nogles vedkommende meget store.
“Men helt ærligt vidste jeg ikke, hvad det var for en pris, da de ringede. Men da jeg spurgte nogle kolleger, var de lige ved at gå i koma. Så vidste jeg, at det var stort,” siger han.
Pengene fra prisen skal formentlig gå til hus-udgifter, lidt ferie og en hjælpende hånd til en ven eller familie.

“Pelles hæder er meget velfortjent. Og jeg er glad for, at han har kunnet udvikle sig her,” siger akademirektor Thomas Agerholm.