Fortsæt til indhold

Bøllebob kommer til byen

Den populære musical med alle de kendte sange er på vej til Sønderborg

Arkiv
Peter Friis Autzen

OPDATERET: Der fremgik desværre en forkert dato i en tidligere udgave af artiklen. Bøllebob opføres søndag den 12. oktober i Sønderborg. Lokalavisen beklager fejlen.
Bøllebob er en god dreng. Men han er ikke kedelig. Der er altid bulder og glade dage omkring ham.
Det har der været, siden Gunnar Geertsens sange om Bob, Smukke Sally og alle de andre udkom i 1979. I 1998 blev det til en film og siden en tv-serie.
Nu turnerer forestillingen med et hold professionelle musicalperformere, som alle er uddannet på Det Danske Musicalakademi i Fredericia.
Og selvom man er blevet voksen, kan man godt føle sig hjemme i rollerne som børn i den svære tid, hvor man ikke er rigtig voksen og ikke rigtigt barn, fortæller Thomas Jensen og Anne Mette Roest. De spiller henholdsvis Bøllebob og Lisemette.
"Jeg kan i hvert fald godt se lidt af mig selv i Lisemette. Jeg var selv den søde pige, som måske havde lyst til at være lidt fræk. Jeg var lærerens kæledægge og derfor enormt irriterende. Men samtidig var jeg også køn nok til, at drengene ikke helt kunne lade mig være," siger 27-årige Anne Mette Roest.
Thomas Jensen, der normalt er tilknyttet Fredericia Teater, kan sagtens se sig selv i Bøllebobs sko.
"Jeg har i hvert fald aldrig været den pæne dreng, som altid lavede sine lektier. Omvendt var jeg ham, der rettede på de andre, når de bandede. Så jeg var både den frække og så alligevel ikke," siger han og griner.

11 er det nye 13

Bøllebob og Lisemette er omkring 13 år.
“Han svarer i hvert fald til, hvordan det var at være 13 dengang jeg var 13,” siger 35-årige Thomas Jensen.
“Det svarer nok nærmere til, hvordan det er at være 11 år i dag,” siger Anne Mette Roest.
De to har flere scener sammen i forestillingen og nyder blandt andet at lade ændre lidt på scenerne fra forestilling til forestilling.
“Noget af det skønne ved at arbejde med en erfaren skuespiller som Thomas er, at man kan kaste lidt nyt ind i scenen hver gang. Han griber det altid,” siger Anne Mette Roest.
De to improviserer ikke.
“Men vi har mulighed for at skyde os ind på publikum og se, hvor langt vi kan gå med dem. Hvis man virkelig har fat i publikum, kan man jo slippe af sted med næsten af viske sine replikker, hvis dét passer til scenen. Det er fedt at kunne variere, og det har instruktøren, Mikala Bjarnov Lage, givet os lov til,” siger han.
Bøllebob spiller på Sønderborg Teater søndag den 12. oktober klokken 16.
Forestillingen varer to timer inklusiv pause, og de ni skuespillere skriver gerne autografer bagefter.