Fortsæt til indhold

Motionshit er opfundet i Haderslev

Danmarks største sundhedsprojekt er udviklet på UC Syd i Haderslev

Arkiv
Peter Rasmussen

“Aktiv rundt i Danmark” er uden sammenligning Danmarks største sundhedsprojekt for børn på alle klassetrin.
Projektet er født i Haderslev og har haft vokseværk siden sin start. Et vokseværk, som kan gøre enhver koncertarrangør grøn af misundelse. Fra nogle få tusinde deltagere i starten, deltager der i år 141.000 børn i projektet. Det er UC Syddanmarks Videncenter KOSMOS, der har sat projektet i søen, og som fortsat har styrepinden.
Aktiv rundt i Danmark er unikt, ikke alene på grund af størrelsen, men også fordi det bygger på en forståelse af sundhed, hvor der indgår en række elementer.
“Aktiv rundt i Danmark handler ikke kun om motion. Motion er en del af projektets indhold, men det handler i lige så høj grad om andre sundhedsfremmende ting som fx kost og søvn. Ved at omfatte mere end et element er det unikt i Danmark, siger Børge Koch, der er videncenterchef.
Han mener, at et projekt som dette, kan have stor betydning for den almene sundhedstilstand i Danmark på længere sigt. Ved at henvende sig til børn, kan projektet give børnene nogle gode vaner i forhold til sundhed. Og jo tidligere mennesker påvirkes i en bestemt retning, jo større sandsynlighed er der for, at de fortsætter ad den vej.

Tema er gak

I år er temaet “Gak med sundheden”. Det afspejler Aktiv rundt i Danmarks vision om, at det skal være sjovt at være sund.
For at understrege årets tema har projektet fået lavet en gakket sang, som er indspillet på en video med Sebastian Klein som sanger og danser.
“Det behøver slet ikke at være kedeligt, når det skal sundt. Den gakkede dans kan måske inspirere skoleeleverne til at fx at prøve at spise en banan, mens de står på hovedet, eller andet som de måske vil opfatte som lidt skørt. Og tager de det så med hjem til familien og får far og mor til at prøve det samme, siger Børge Koch.