"De skal saftsuseme ikke løbe med mine ting!"
Indbrud i Christiansfeld blev til flugt, biljagt, mere flugt og anholdelse
Et indbrud i Christiansfeld i går eftermiddag udviklede sig til en vild flugt over en mark, en biljagt, et uheld og en anholdelse. Og en hovedperson, der i dag puster ud efter en dramatisk dag.
Det er 46-årige Ulla Kock, som sammen med sin mand, Jens Keldorf og sønnerne Martin på syv og Mads på 11 år, bor på Kroagervej i Christiansfeld.
Der er noget galt
I går omkring klokken 14.30 kom Ulla Kock hjem efter at have hentet Martin i skole. Hun lagde mærke til to mænd, der løb hurtigt fra hendes hus og over en mark.
"Jeg så straks, at der var noget galt. De havde godt nok fart på", fortæller Ulla Kock dagen efter.
Hun vendte på stedet bilen om og kørte efter de to mænd. De står formentlig bag det indbrud, der netop havde fundet sted i Ulla og Jens' hjem.
"De løb på siden af vejen, så jeg kørte op på siden af dem, rullede sideruden ned og råbte ad dem", erindrer Ulla Kock.
Hvad råbte du?
"Det vil jeg da ikke sige her", lyder svaret.
Mens hun følger efter de to, kommer en modkørende bil i høj fart, standser og samler de to flygtende op og kører videre.
"Den er lige ved at ramme mig", siger Ulla Kock, som i mellemtiden har manden Jens. Han lige kommet hjem. Muligvis er det ham, indbrudstyvene opdager, da de tager benene på nakken og stikker af. Hun beder ham om at ringe til politiet.
Ulla følger efter den anden bil, der forulykker i et nærtliggende t-kryds, hvor bilen lander i grøften.
To flygter fra bil
"Da vi ankommer, er der kun én person i bilen. De to andre er flygtet og som sunket i jorden", fortæller Poul Steffensen fra lokalpolitiet i Kolding. Politiet har afsøgt området med hunde, men endnu uden resultat.
Det er bilens fører, der stadig er i bilen. Det er en 24-årig mand, der kommer fra Litauen. Han bliver anholdt og bliver senere i dag fremstillet i grundlovsforhør.
Ulla Kock holdt sig lidt på afstand fra den forulykkede bil og så ikke de to mænd forsvinde.
"Dem skulle de altså gerne have fat i. De skal safstsuseme ikke stikke af med vores ting", fastslår Ulla Kock her til morgen.
Gårsdagens dramatik sidder stadig i hende.
"Vi er da lidt oppe at køre endnu, det er vi da. Det værste er, at alt her er rodet igennem. Der er glasskår over det hele. Det er også en grum oplevelse for drengene", fortæller Ulla Kock.
Ifølge politiet knuste indbrudstyvene en rude med en sten. I boligen blev der blandt andet stjålet smykker.