Fitness 2 klar med nyt center
Efter en gennemgribende renovering slog Fitness-centret mandag dørene op
“Det er en rigtig glad dag, og lokalerne er blevet endnu bedre, end vi havde turdet håbe på”, sådan fortæller Børge Neesen der er ejer af, nu ikke bare ét, men to fitness-centre i byen.
Fitness 1, som ligger på Agtrupvej, har nemlig fået en lillebror med det klingende navn Fitness 2. Centret ligger i Trefor Arena og er for både de professionelle håndboldspillere og for almindelige motionister:
“Vi har allerede 300 medlemmer her inden første åbningsdag, så det er jo meget positivt”, lyder det fra Børge Neesen der håber på, at to på et tidspunkt bliver til tre:
“Lige nu har vi ingen konkrete planer, men vi vil da gerne have endnu flere centre, det er ingen hemmelighed”.
I centret i Trefor Arena er der til at begynde med hold med videoundervisning, men allerede nu overvejer man at tilbyde holdtræning på traditionel vis:
“Der er jo mange fine muligheder her med flere store haller, så det kunne godt være en mulighed at undervise i nogle af vores meget populære hold som Zumba og stram op”.
Fitness 2 havde første åbningsdag mandag. Hvis man i forvejen træner i Fitness 1 er der fri adgang til det nye center.